Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

21. April 17:58 by Jørli Petersen

Nye trusler

Det er en naturlov, at man kan tage så mange penge for at køre på Vestergade, at ingen længere vil køre på netop Vestergade.

Studenterhuen behøver ikke at stramme, før man kan regne ud, at trafikken vil mindskes, hvis det kommer til at koste penge at køre på de danske gader og veje.

Hvis det eksempelvis skal koste 100 kr at køre ned af Vestergade, er der sikkert ikke mange biler, der benytter samme Vestergade, og skal det koste 500 kr at krydse Rådhuspladsen, vil bymidten med torv og borgmesterkontor blive øde og næsten forladt.

Alt dette er det resultat nogle såkaldte Kloge-Åger på DTU har regnet ud. Vi siger tillykke. Fantastisk stykke arbejde, men der er mere end DTU med i det såkaldte forskningsprojekt, som tilsyneladende har holdt nogle vellønnede mennesker beskæftiget i et par år. Til manges undren, er Sund og Bælt også indblandet i det med road-pricing eller kørselsafgift, og man fristes til at tro at Sund og Bælt er på udkik efter nye forretningsområder, selv om man har rigeligt med at holde styr på det man allerede har, for slet ikke at tale om det næste projekt, der er ved at grave sig under Østersøen.

Ser man gustent på begrebet kørselsafgift, er vi netop nu i en særdeles gunstig periode. Det kunne næppe være mere optimal, for der er ingen ”regering” til at udtale sig. Alle kan stikke hovedet under dynen og henvise til den kommende regering, nøjagtigt som havets minister har gjort, siden dagen for valg til Folketinget.

Samtidig er der næsten fire år til næste valg, hvis man lander en flertalsregering. Hvis ikke der bliver et  resultatet, og det hele ender i endnu et valg til Folketinget, skubber man bare de gode fire år foran sig, således at man fortsat ikke behøver at tage stilling, men som Helle Thorning måtte meddele, da den første betalingsring var aktuel, – ingen ønskede at betale, så derfor faldt forslaget.

Nu er situationen til gengæld anderledes. Det der ligger og venter en ny regering, er forhandling om nye bilafgifter. Den nuværende ordning blev forlænget med et år, måske fordi der var valgkamp, og alt med bilafgifter ville være en tabersag, men til efteråret skal man finde på noget nyt, og med et meget højt salg af el-biler, mangler staten indtægter.

Man mangler helt enkelt den indtægt, der hedder registreringsafgift, og for at gøre det endnu værre, den årlige ejerafgift for el-biler er voldsomt meget lavere end ejergift på en benzin- eller dieselbil, så også her, skal der ske noget, så!

Derfor er kørselsafgift det helt oplagte stykke værktøj.

Hvad skal det koste at køre på de danske gader og veje? Et vejnet som i forvejen er betalt af danske bilejere i form af registreringsafgift og halvårlige strafafgifter for i det hele taget at eje en bil.

Hvis man i det hele taget skal tale kørselsafgift, kræver det som minimum, at det fra start kun gælder for el-biler, der er fritaget for registreringsafgift. Alle benzin- og dieselbiler skal slippe for kørselsafgift, for ejere af disse køretøjer har allerede betalt en blodig pris, for at køre på de danske veje, og hvert halve år betaler man yderligere en solid sum penge for at få lov til at slide lidt på kommunes veje.

Det betyder i praksis, at vejafgift kun kan indføres over en længere årrække. Mange af de biler, der har betalt høj registreringsafgift, vil fortsat være forsynet med nummerplader i årene fremover, så en retfærdig overgang til vejafgift, vil næppe tilfredsstille en kommende regering, som netop nu ligner noget, der kommer til at mangle penge. Mange penge.

At den nye overborgmester i København synes vejafgift er en genial ide, kommer ikke bag på nogen, fidusen er blot, at pengene ikke lander i Københavns kommunes kasse, det København og andre storbyer får ud af vejafgift, er måske en mere spredt trafik, for hvis ikke der investeres voldsomt i kollektiv trafik, skal de samme mennesker som var på arbejde i går, også på arbejde når vejafgiften er indført, så vejafgift ligner som så meget andet bare en ny gang skat til danskerne.

Spørgsmålet er vel mest af alt: Hvornår indføres den en ny afgift, der samlet set vil betyde en lavere indtægt til statskassen? De seneste afgifter som kørselsafgifter, emballageafgifter og manglende vilje til at gøre noget ved de rekordhøje benzin- og diselpriser viser med al tydelighed, at de nys folkevalgte kun tænker på nye indtægter til nye projekter, så vi slutter med et helt oplagt forslag til en ny afgift: En lovpligtig app til danskernes mobiltelefon, en app der skal registrere, hvor mange prutter hver enkelt dansker slår i døgnet. Faktisk kan den vel undskyldes med en slags grøn afgift for at lukke tarmluften ud, og så er det kun et spørgsmål om hvor meget, hver enkelt af disse kropsudledninger skal koste?

Hvad laver Sund og Bælt i det hele taget i undersøgelsen om vejafgifter? Er broforetagenet på udkik efter et nyt forretningsområde?

Pin It on Pinterest