Ørkenpremiere
Fiat har den nye pick-up som hovedattraktion på biludstillingen i Dubai. Den nye pick-up er Fiats første forsøg i 1-ton klassen.
Fiat har valgt Dubai International Motor Show til at præsentere den nye store Fiat pick-up, som har fået navnet Fullback. Den nye pick-up er nummer fire ud af fem kommende nye pick-up biler, og Fiat sender Fullback på det danske marked i løbet af det sene forår eller tidlige sommer næste år.
Fullback er Fiats første større pickup, som hører naturligt hjemme i den såkaldte 1-ton klasse, men den kommende Fiat er lidt bedre end de fleste af pick-up typen, da den skulle have nyttelast op til 1100 kg alt efter version.
Udvalget af modeller er komplet fra start, singlekabine, udvidet eller dobbelt, ligesom Fullback kan leveres som chassis. Bilen kommer i tre udstyrsniveauer og motorprogrammet er 2,4 liters med 150 HK eller 180 HK, og motoren er ikke en Fiat, men en Mitsubishi motor, ligesom resten af bilen, herunder det 4-hjulstræk der står på listen over ekstraudstyr.