På den igen

Hyundai Kona kan blive en populær sællert med en ny pris, der starter akkurat under 220.000 kr, som måske kompenserer for det lidt tvivlsomme design, der mest af alt ligner noget, hvor baglygterne er sat på, længe efter bilen er godkendt til produktion.
Vi bliver nødt til at gentage. Hvis du er på jagt efter en el-bil, skal i seriøs grad overveje leasing under en eller anden form, for marts måned var knap skudt i gang, før der endnu engang er justeringer på bilpriserne.
Dennegang er det Hyundai, der giver priserne endnu et nøk, og den gode nyhed må være, at den ganske veltrimmede Kona er faldet med 15.000 kr så priserne nu starter ved 219.995 kr.

Det er ikke længe siden Hyundai sænkede prisen på Ioniq 6. Derfor var det ventet, at der også måtte komme nye priser på den kantede Ioniq 5, der her ses i sporty dress.
For de penge får man en basis Kona, en bil med 48,5 kWh batteri og 377 kilometer i WLTP, og mens man småforelsker sig i et prisfald på 15.000 kr, skal man lige holde læsebrillerne på næsen, for hvis man går lidt højere op i modelprogrammet, er der ”kun” tale om prisfald på 10.000 kr.
Det betyder, at den mere oplagte udgave af Kona nu koster 255.000 kr, for det beløb leverer Hyundai en såkaldt model Long-Range Kona med et 65,4 kWh batteri og en tilhørende WLTP rækkevidde på 514 km.
Næste skridt på stigen er den større Ioniq 5, efter det seneste prisfald på Ioniq 6, er det nærmest logisk, at der også må være nye priser på den mere kantede Ioniq, og prisfaldet er på 10.000 kr, så en standard Ioniq 5 med 63 kWh batteri og 440 km nu kan erhverves for 280.000 kr. Long-Range udgaven af Ioniq 5 med 84 kWh og 570 WLTP kilometer er også droppet med 10.000 kr, således at prisen nu er 305.000 kr.
Endelig kører vi helt til tops i det elektriske modelprogram. Den store Ioniq 9 med det næsten vanvittigt store batteri på 110 kWh, et batteri der går igen i samtlige udgaver af Ioniq 9, og her er prisfaldet på tydelige 30.000 kr.
Det giver en pris på 499.995 kr for billigste model, der er med baghjulstræk og en rækkevidde på 620 WLTP kilometer, og i modsætning til løfter om billigere chokolade og kaffe, er de nye priser fra Hyundai gældende fra og med dags dato.

Flagskibet, Ioniq 9 er nu kommet under 500.000 kr, og nok så vigtigt, alle modeller af den store 9’er er udstyret med det store 110 kWh batteri.
