Planken ud
Ford kom endelig langt om længe ind i kampen om købernes gunst i den mere og mere vigtige cross-over klasse. Den klasse der ofte kaldes for SUV, selv om det er misvisende, men vi ved hvad det handler om, og Ford Puma er en af de nye konkurrenter til populære biler som Renault Captur, Peugeot 2008 og mange flere.
Ford kom sidst ind i kampen, fordi mærket satsede stort på biler af MPV-typen, B-, C-, og S-Max for at nævne nogle modeller, en satsning der viste sig at være en fejl. Da SUV-bølgen så ramte Europa med Nissan i spidsen, blev budskabet ikke pillet ned hos Ford, og da man ikke havde noget på det amerikanske marked man hurtigt kunne tilpasse og sende til Europa, kom man først på bussen i sidste sekund.
Resultatet hedder Puma, og selv om ny Puma ligger milevidt fra den tidligere Puma, rammer den selvfølgelig målet, men der er helt ærligt ikke meget Puma over bilen, ligesom der ikke var meget Jaguar over en gammel Mk.X, hvis bilerne skal måles og vejes ud fra deres navn.
Ford har udviklet en bil, der er typisk for klassen. Der har været rigeligt med forbilleder, man skulle bare lave noget, der lignede det de andre solgte, og for at gøre det endnu mere enkelt, skærer man motorprogrammet helt ind til benet. Hovedmotoren i hele Puma programmet er Fords 1,0 3-cylindrede, mens den 120 hestes (og 4-cylindrede) diesel er gemt godt af vejen, og det tror vi er synd, for Puma diesel kunne måske mildne lidt af det overordnede indtryk vi har, efter at have slået tænderne ind på Fords nye Puma.
Hvad giver mild-hybrid
Puma er samtidig en af Fords nye mHEV modeller, hvor blandingen af uforståelige bogstaver betyder mild-hybrid, som vi meget ofte betegner som slatten-hybrid, for systemet er hverken fugl eller fisk, og det er umanerligt vanskeligt at fastslå, hvad det prisbillige 12V mild-hybrid system egentlig gør ved en bil.
Med Puma har vi i det mindste et gæt. Motorens max ydelse er 155 HK. Hvis vi skal være rigtigt optimistiske, er det mild hybrid, der lægger de sidste fem, mens vi ikke kan aflæse mild-hybrid i bilens moment, der har 190 Nm som det bedste fra 1900 omdrejning og op.
Her kan man sige, at Ford har valgt bredde frem for max vrid på akslerne. 190 Nm kan kun give en svag bølge på en skål rabarbergrød i dagens vrimmel af turboladede biler, for selvfølgelig er der bunkevis af turboladning på Puma, ellers kan man ikke hive 150 HK eller mere ud af en 1-liters, med mindre man bygger motoren som en rigtig race-motor, og det er der ikke tale om.
Forbruget på Puma oplyses til 17,5-17,9 km/l, testbilen er med manuelt gear, og bilen lever nogenlunde op til det man kan forvente for klassen. Puma er ikke forslugen, men heller ikke over økonomisk, her er vi i tidens gennemsnit, og ordet gennemsnit bliver udgangspunkt for selve bilen Puma.
Det typiske Ford
Ford har i mange år haft en tydeligt rød tråd i alle deres biler. Der har altid været et eller andet særligt ved en ny Ford, mærket har gjort sig umage med at give bilen lidt sjæl, en portion køreglæde i større eller mindre grad, så forventningen til Puma var selvfølgelig indstillet på noget typisk Ford.
Her lever Puma ikke op til mærkets DNA. Puma er målt på sin køredynamik, en bil der er landet et godt stykke fra stammen. Der er ikke den portion Ford i ny Puma, som var ventet. Puma er klassens gennemsnit med et lille minus, tilsat en motor som slet ikke hører hjemme i Puma, så vi er helt ærligt ikke særligt opløftet over det tætte bekendtskab med Puma.
Handler det så om højere tyngdepunkt, kan den opmærksomme læser spørge? Her må svaret blive et nej, for Ford kan godt tilføje det ”særlige” Ford i højere biler. Man kan gjort det i Kuga i mange år, så det er ikke ukendt land for Ford, selv den nye Kuga har et element af den typiske Ford dynamik, mens Puma ikke råber Ford på styring, opsætning af undervogn eller reaktionsmønster i det hele taget.
Kopier venligst
Nu har vi været efter Puma på meget vigtige områder, men der er også de positive sider ved Puma. Uanset de nyere funktioner der betjenes fra bilens infoskærm, er der noget hjemligt ved Puma. Ford har gjort en dyd ud af de logiske funktioner, – det hele er så rigtigt, at det meste af det Ford prioriterer og gør, burde være lige til at kopiere af de fleste konkurrenter, og det positive ved Ford er selvfølgelig også, at man hurtigt falder til i bilen.
Et eksempel. Ford automatiske styring af lys gøres ikke bedre. Det der skiller fårene fra bukkene er den automatiske op- og nedblænding. Her er Fords system det bedste. Når du kører Ford, får du ikke de mange blink fra modkørende lastbiler, lyset skifter fra langt til kort på det rigtige tidspunkt, og sådan kan man pege på mange logiske og vel gennemtænkte Ford systemer, men det gælder selvfølgelig bredt over hele programmet, og jo nyere modellen er, jo mere får man pudset og poleret på funktion.
Det positive for Ford må være, at man endelig er kommet ind i kampen i den mest hotte af alle nutidens bilklasser. For køberne betyder det, at der er endnu en aktuelt bil at vælge imellem, men vi mener ikke Puma på nogen måde flytter grænser, eller gør sig særligt bemærket i klassen.
Puma er gennemsnitlig på de fleste områder, det er en Ford uden oplevelse af Ford, det er en bil med begrænset trailervægt, en bil som heldigvis også kan fås med diesel, – en model som nødvendigvis må være bedre, for Puma med mild-hybrid og 1-liters 3-benet er slet ikke spændende målt ud fra maskinrummet.
Vi mener Ford går planken ud med ny Puma. Endda med bind for øjnene. Har man haft for travlt med udviklingen? Hvor er det typiske Ford? Det, – der om ikke andet kan fremkalde et lille smil i ny og næ.
Ford Puma ST-Line X mHybrid
Pris: fra 233.000 kr
Pris for testbil: 299.804 kr
Motor: 1,0-liter 3-cyl
6 – man
155 HK v. 6000 o/m
190 Nm v. 1900-5500 o/m
0-100 km/t: 9,0 sek
Tophastighed: 205 km/t
Forbrug: 17,5-17,9 km/l
Kørevægt: 1323 kg
Totalvægt: 1760 kg
Trailer: 1100/640 kg
CO2: 126 130g/km