Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

16. November 11:27 by Jørli Petersen

Projekt to

Vi kender ikke prisen, og de fleste kender ikke engang bilmærket Rimac, der kommer fra noget så bileksotisk som Kroatien.

Den lille kroatiske producent af meget specielle, for ikke at sige helt særlige sportsvogne, er godt i gang med det man oprindelig kaldte Concept-Two.

Navnet på den kroatiske bil er Rimac, det er et meget nyt selskab, man har ikke meget mere end 10 år på bagen som bilmærke, og så bygger man udelukkende elbiler. Meget specielle elbiler vel at mærke.

Rimac bruger selv betegnelsen ”hypercar”, og selv om vi skal være meget varsomme med at skubbe biler ind i den kategori, vil både Rimac et, og sikkert også to, med lethed kvalificere sig til dette ypperste stempel, for hyperbiler bliver endnu mere interessant, når Le Mans præsenterer den nye superklasse, hvor helt nye race-biler fra McLaren, Aston Martin, Toyota med flere, viser hvad det er de opfatter som en racer i ”hyperklassen”, men ingen af de kommende superbiler på Le Mans kører 100 procent på el, som det er tilfældet med Rimac.

Den første Rimac med navnet Concept_One er en ægte elracer. Vægtfordeling 44/56, 0-100 på 2,5 sekund, 1224 HK, 1600 Nm og en tophastighed der oplyses til 355 km/t.

Rimac er et meget nyt bilmærke, der blev etableret i 2009. Du kan læse mere om Rimac, hvis du leder efter Rimac under bilmærker.

Det særlige ved Concept_One er ikke det lækre kulfiber chassis, det er slet ikke den oplyste rækkevidde, der hedder ”op til” 350 km, -det særlige er selve bilens konstruktion. Som vi har set det hos forsøgsbiler fra General Motors, er Concept_One forsynet med fire motorer. En til hvert hjul. De fire motorer kontrolleres og reguleres alt efter greb op til mere end 100 gange hvert sekund, og så er det værd at lægge mærke til det to-delte type gearsystem.

Hvert hjul har sin egen gearkasse, på forhjulene er der kun tale om en gearkasse med et enkelt trin, det kan også oversættes til udveksling som på en cykel helt uden gear, mens baghjulene er forsynet med noget så usædvanligt som en to-trins gearkasse af typen dobbeltkobling.

Concept to

Nu har Rimac indledt den sidste serie test af den færdige bil, der har det formål, at få bilen homologeret (godkendt) til samtlige markeder i hele Verden. Populært sagt kræver det, at man smadrer en længere række biler, og man er gået i gang efter en række  indledende øvelser, hvor man har nøjes med at smadre dele af bilen og enkeltkomponenter.

Rimac har sin egen teknik med en elmotor til hvert hjul, avanceret styring af trækkraft og to typer gearkasser, hvor der er forskel på for- og baghjul.

Rimac har, eller er i gang med at bygge 13 prototyper og fem før-serie biler. Af disse 18 biler vil mindst 11 blive smadret til ukendelighed i crashtest. (Tænk at man kan nænne det).

De første crashtest.

Når den sidste test er vel overstået, forventeligt i 2021, starter salget af bilen, der har fået det endelige navn C_Two eller Rimac C_Two.

Det er begrænset, hvad vi ved om den kommende nye model, men vi forventer, at meget at den teknik der gemmes i Concept_One, fortsætter i C_Two. Det vil sige fire motorer med en til hvert hjul, men vi ved også, at rækkevidden er udvidet, nu op til 550 km som det lyder lidt optimistisk og målt efter WLTP metoden, men det kræver også, at man ikke slipper samtlige 1914 HK løs alt for mange gange.

De første 18 biler er ved at være klar til test, og mindst 11 af de 18 bliver smadret i diverse crashtest.

Du læste rigtigt. 1914 HK er den bunke hestekræfter, der er fordelt mellem de fire trækkende hjul. Med en så voldsom opgradering, ryger drejningsmomentet op til 2300 Nm, de første 100 km/t er overstået på mindre end to sekunder, vi har ingen tid til 200 km/t, men det er sikkert også et tal, der giver tilbagestrøget hår og solbrillerne trykket godt fast på næseryggen, og så oplyses tophastigheden på den kroatiske super-ellert til 412 km/t.

Dem med pengene

Mange læsere har sikkert ikke hørt om bilmærket Rimac, og hvordan en hypercar pludselig dukker op i Kroatien, hvor 600 medarbejdere på en forholdsvis lille fabrik, går og håndbygger elbiler med batterier fra Sony.

Den første model Concept_One blev vist på biludstillingen i Frankfurt i 2011, men den første bil blev først leveret i 2016. Forklaringen på den lange periode er, at Rimac bygger mere end biler. Rimac bygger også drivlinjer og hele batteriløsninger til alle andre, der gider betale, og en stor del af de løsninger der blev vist i Frankfurt i 2011, blev solgt til ivrige købere, og det er forklaring på, hvorfor der først var kapacitet til Rimacs egen bil i 2016, hvor den første bil blev solgt til Spanien, mens en af Rimacs aktionærer købte bil nummer to.

C_Two er hypercar med streg under hyper. 1914 HK og en tophastighed på 412 km/t. Rækkevidden oplyses til 550 WLTP kilometer, hvis man kører rigtig pænt.

I 2020 vil mange kilder vide, at VW-koncernen har forhandlet med Rimac om bilmærket Bugatti! Skulle Rimac slås sammen med Bugatti, skulle Rimacs biler sælges som Bugatti? Rygterne har været mange, og hvis vi ser på aktionærerne i Rimac, giver det masser af mening, ligesom man får en forklaring på, hvor pengene til udvikling og etablering af produktionsapparat kommer fra, ligesom vi finder ud af, hvem der egentlig har leveret viden og mekanik til Porsche Taycan, som målt på teknik og præstationer, ligger langt efter Rimac både model et og to.

Porsche ejer 15,5 procent af aktierne i Rimac, mens koreanske Hyundai, der også gør sig bemærket med elbiler, har en aktiepost på 14 procent.

Vi har ingen indikationer af pris på den kommende Rimac C_Two, men vi kan oplyse, at man har etableret forhandlere i USA, Europa og Mellemøsten. Set med danske øjne, skal vi helt til Frankfurt, før vi finder nærmeste Rimac forhandler.

Rimac har mægtige aktionærer, og pludselig ved vi, hvem der har leveret afgørende viden til Porsche, da de ønskede et elektrisk sportsvogn, som er en ren nybegynder sammenlignet med C_Two.

Pin It on Pinterest