Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

21. July '19 21:00 by Jørli Petersen

Putins favoritter

Renault har købt sig ind på det russiske marked, og i dag ejes Lada af Renault. Mest solgte bil i Rusland netop nu er denne Vesta der kører med traditionelle 1,6 og 1,8 motorer.

Vlamidirs eget bilmærke er ejet af Renault, og et eller andet sted gør det nok lidt ondt på den russiske folkesjæl, på samme måde som det gør ondt på englændere, når indere, tyskere og andet godtfolk løber med deres bilmærker.

Lada er fortid i Danmark, den gode gamle Fiat 124, som både blev til Lada Classic, Evergreen og meget mere, er for længst havnet på rustens mangfoldige bilgrav.

Lada Vesta fås i flere varianter, 4-dørs er meget populært, men bilen fås også som 5-dørs og som stationcar.

Sidste pip fra Lada var en anderledes, men stadig håbløs model 110, og sidste introduktion var en genkomst af Lada Niva, som er det mest forfærdelige køretøj, vi har haft til test i mange, mange, mange år.

Modtagelsen af Ladas modeller var da også meget begrænset, og da EU nok engang skærpede kravene til miljø, gav Lada op. Sådan noget miljø-noget var noget pjat, men Lada lever fortsat, de er både Putins og russernes favorit med en markedsandel på 21 procent af det russiske bilmarked, et tal der svarer til lige knap 175.000 solgte biler sidste år.

Samlet sidder Renault med tilhørende mærker på godt 28 procent af det russiske marked, men hvad er det så for biler russerne køber?

Samlet sidder Renault på godt 28 procent af det russiske bilmarked, men Lada har de to mest populære modeller. Nummer to i rækken er den lidt mindre Lada Granta.

De to mest populære biler i Rusland er Lada Granta og Vesta. Begge biler mere end dufter af både Dacia og lav-pris Renault, Granta er den mindste af de to russiske topsælgere, og russerne kører i benzinbiler, Granta har 1,6 motor på henholdsvis 87, 98 og 106 HK, mens den lidt større Vesta også hygger sig med 1,6 liters og 106 HK, mens Vestas luksus-Lada har 1,8 motor på 122 HK.

Hvis du synes det lyder lidt velkendt, er det helt rigtigt. Det lyder meget som det vi kørte indtil miljøkravene for alvor begyndte at stramme så meget, at Lada sagde do svidaniya til EU og andre lande med underlige krav til biler.

Designet minder rigtig meget om både Dacia og Renault, indvendigt er der også solide aftryk fra Renault, men motormæssigt er det helt ordinært med et større udvalg af 1,6’ere.

Og goe’ gamle Niva lever skam i bedste velgående. Denne meget gamle Fiat øse med akselafstand på kun 220 cm, er stadig mester i at sno sig i de russiske skove, Lada Niva er stadig bedst i terræn og skrækkelig på alt andet underlag, og det grove 4-hjulstræk både strammer og hyler, når det går lidt tjept på landevejen, selv om det med hastighed også er begrænset.

Motoren er lidt af et mysterium, det er ikke længere 1,6 der ligger på langs i motorrummet, nu hedder det 1,7, men det er stadig ikke en bil med bunkevis af kræfter. Det bliver til 83 HK og kun 129 Nm, så der er brug for en rigtig lav gearing.

Gode gamle Lada Niva, som i dag kun hedder Lada 4×4. Et skrækkeligt køretøj fra dengang Rusland var kommunistisk diktatur. Nu nøjes man med Putin, som til gengæld har gjort motoren større i Lada Niva. Fra 1,6 til 1,7 og med præstationer der stadig måles på en afrivningskalender.

Pin It on Pinterest