Putins næste?
Den første ZIL med modelbetegnelse 111. Bilen så dagens lys i 1957, og designet var hentet næsten direkte fra en Packard 1953.
Historien om ZIL startede tilbage i 1916, hvor den fabrik der senere blev kendt som AMO blev startet. Første køretøj var en licensproduceret lastbil fra Fiat, så Fiats forbindelse med det russiske og senere sovjetiske system er langvarig, og som bekendt toppede bekendtskabet med en meget kendt model Lada, der var en russiske kopi af en ældre Fiat 124.
I 1924 blev en egentlig russisk produktion startet under AMO navnet, og fabrikken byggede lastbiler og køretøjer til militære formål. I 1933 skiftede virksomheden navn til ZIS, – ”S” for Stalin, og navnet holdt helt frem til 1956, hvor Khrushchev fik nok at alt det med Stalin, der døde i 1953.
Krusedullen fik navnet ændret til ZIL.
Det sidste ”L” er ikke til ære for Lenin, det er for Likhakov, der var en ingeniør, som stod bag opbygning af sovjettisk bilindustri, og navneændringen kom på det helt rigtige tidspunkt, for siden 1953 havde den russiske lastvognsfabrik arbejdet med deres første personbil, som er den mest kendte af alle russiske biler.
Et monster stort møgdyr af en limousine, som udelukkende blev benyttet af den absolutte sovjettiske elite, som selvfølgelig også have deres egne kørebaner rundt i Moskva, som vi har busbaner i de danske storbyer, for med Sovjetruslands stigende selvforståelse som herrefolk, kunne man ikke lade sig transportere rundt i tilfældige personbiler, som alle var indkøbt hos ”fjenden”.
Teknikken var hentet fra noget af det amerikanske materiel, der blev sendt til Rusland under WWII. En kopi af noget amerikansk, men der er ikke tale om teknik indkøbt til formålet i USA.
Derfor så man den første ZIL i 1957. Bilen hed ZIL 111, og frem til den sidste russiske limousine rullede af det meget korte samlebånd i 2002, blev det kun til i alt fem forskellige modeller, dog med en række varianter som åbne biler, – med og uden air-condition, men der er også bygget enkelte ZIL som stationcar, hvor det menes, at disse er brugt som rustvogne.
Udtrykket monster er ikke forkert. Den første ZIL 111 nåede i Guiness Book of Records for at være den største personbil i det hele taget, så russerne havde kikket amerikanerne i kortene. Den russiske diktator skulle køre i noget, der var større end det man havde i USA, og så kan vi til dels aflive et hårdnakket rygte, der mente at vide, at V8’eren i en ZIL var en motor indkøbt hos General Motors.
Og så alligevel ikke, for russerne fik bunkevis af militær bistand under krigen, og mange af de køretøjer havde noget V8 i motorrummet, og russerne har gentagne gange vist, at de er gode til at kopiere, så den første ZIL 111 fra 1957 var udstyret med en V8 på 5980 kubik, der lagde 233 HK og 438 Nm.
ZIL har altid været en kæmpeslæde. Totallængde over skes meter, altid V8 og den første model var næsten en letvægter med en egenvægt på 2590 kg.
Tophastigheden er mere usikker, visse data siger176 km/t, der er heller ikke tal der opgiver 0-100, men vi ved, at bilen vejede 2590 kg, akselafstanden på 376 cm gav rigelig plads omkring bagsædet, og bilens totallængde var oppe på 603 cm, så hvis en ZIL viser sig ved Storebælt, kan den ikke køre over som almindelig personbil.
Bygget som lastbil
Designet på den første ZIL var også inspireret af 50’ernes amerikanere. Den første ZIL var nærmest en kopi af en tidligere Packard, og mens man udnyttede det udstyr man modtog under krigen, er det samme gældende for det automatgear, der blev lagt i ZIL 111. Et automatgear der menes at være en direkte kopi af noget Chrysler, en 2-trins automatkasse, men med en 6-liters forude, er der rigeligt med moment, så hvorfor have så mange gear?
Bilens konstruktion er også efter amerikansk opskrift. Ikke noget med selvbærende karrosseri, men masser af jernbaneskinner fra for til bag, en klassisk gang chassis friskt fra en lastbilsfabrik, og mens ZIL holder i V8’eren i hele bilens levetid, gjorde det samme sig gældende med bilens baghjulsophæng, som er med halv- eller semieliptiske hestevognsfjedre og en DeDion bagaksel. En praktisk detalje, for vægten på nogle af ZIL bilerne var nærmest voldsom, en skudsikker udgave kunne veje omkring syv ton, før der røg benzin i tanken og diktatorvommen landede på bagsædet.
Den næste ZIL, model 111G havde hentet sit design efter Cadillac Fleetwood 75. Teknikken i nummer to ZIL var den samme, men ydelsen var mindre, ligesom man forsøgte sig med en 3-trins automatkasse.
Første model ZIL holdt i fem år. I 1962 blev model nummer to vist for de meget få brugere, modelnavnet er ZIL 111G, og selv om det lyder som et face-lift, er designet voldsomt moderniseret.
Russerne kikker med stor fornøjelse på amerikanernes store flydere, 111G er nu et plagiat af en Cadillac, nærmere betegnet en Fleetwood 75, men grundkonstruktionen var den samme.
Samme V8 motor på knap seks liter, samme akselafstand men der er plus til bilens længde, nu er bilens længde oppe på 614 cm, men på forunderlig vis, er motorens effekt faldet til 200 HK.
Samtidig er automatgearet udskiftet til noget 3-trins, men den nu 2600 kg tunge bil er stadig udstyret med tromlebremser både for og bag, og hvorfor dog også bekymre sig om noget så banalt som at stoppe et rullende monster. Det var den sikre vej til Sibirien at forulempe en ZIL i det daværende Sovjetunionen, og man kunne være helt sikker på, at det var de mest indspiste partpipampere, der sad på bagsædet i det lange monster, for frem til levering af den sidste ZIL 111G i 1968, blev der kun bygget 112 biler, hvoraf de 26 var model ”G”. Derfor vor tidligere bemærkning om det meget korte samlebånd.
Vestlig luksus
Den officielle levetid på den næste ZIL, model 114, er debut i 1967 og slut produktion i 1978.
ZIL 114 er opdateret på flere områder. Først og fremmest er V8 motoren boret op til 6962 kubik, nu er effekten oppe på 304 HK og 560 Nm, mens akselafstanden underligt nok er den samme.
Hele undervognen er som nævnt uændret siden den første ZIL fra 1957, men det er også interessant, at forhjulsophænget nok ikke har været specielt interessant. Det kan direkte forveksles med baghjulsophænget på en Peugeot 205, affjedringen var med torsionsstænger, og både længde og vægt havde fået et par omgange på skruen.
ZIL 114 fra 1967 og frem havde fået større motor, øget vægt, større længde og ikke mindst noget så avanceret som skrivebremser på forhjulene.
Nu var totallængden oppe på 629 cm, egenvægten hed 3175 kg, og meget overraskende blev den 3-trins automatkasse fra den tidligere model 111G smidt på porten, og erstattet af den gode gamle 2-trins. Russerne må have haft problemer med alt det nymodens.
Russerne havde tilsyneladende problemer med noget så kompliceret som en 3-trins automatkasse. Zil 114 gik tilbage til den gamle 2-trins.
Til gengæld var der kommet skivebremser på forhjulene, – jo da, også en russisk hersker tænker på sikkerhed i trafikken, og så har diktatoren fået nyt legetøj i kabinen, noget så vestligt som el-ruder, hvis bossen skulle få lyst til at vinke til folket. Som en lillle sløjfe på modelforløbet kan det tilføjes, at fra og med 1975 blev ZIL 114 leveret med 3-trins automatgear af ukendt oprindelse.
Den lille ZIL
Model fire i ZIL rækken har modelbetegnelsen 117. Bilen blev produceret fra 1977 til -85, og er en form for knæfald for de lidt mindre vigtige partipampere i den sovjetiske maskine.
ZIL 117 kaldes også ”den lille ZIL”, og for at undersekretæren ikke skulle forveksles med en ægte pamper, er bilens længde skåret ned til 578 cm, og akselafstanden forkortet med en halv meter til 327 cm. Motoren er den samme, de knap syv liter lægger stadig 300 HK, momentet er øget til 569 Nm, men automatgearet er igen en 2-trins løsning.
ZIL 117 blwv også kaldt den lille ZIL. En følgebil til korteger og til partipampere, som ikke var nået helt til tops.
Vægten er faldet til 2900 kg, og som noget hyper avanceret set med russiske øjne, er der nu også kommer skiver på baghjulene.
Den lille ZIL havde samme teknik som den store model, men der var skåret voldsomt af både længde og akselafstand.
Den korte ZIL blev tildelt underskoven af de partipampere, som gerne ville være overbosser, ligesom bilen blev brugt som ledsagekøretøj efter den rigtige ZIL med de absolutte chefer.
Den sidste ZIL
Den sidste ZIL i egentlig produktion var model 4104. Den officielle levetid siger 1978 til -85, men der er ikke nogen egentlig efterfølger, og Sovjetunionen kollapsede som bekendt som stat, mens danskerne hyggede med julefrokost den 26. december 1991, og blev erstattet af det nogenlunde nuværende Rusland.
ZIL 4104 blev endnu engang opdateret. V8 motoren fik større boring, fra 95 til 105 mm, og med en slaglængde på 108 mm ganget med otte, røg motoren op på 7691 kubik. Det resulterede i 314 HK og 608 Nm, og den 2-trins automatkasse kørte videre i den tunge ZIL, som nu havde opnået en egenvægt på 3550 kg.
Cadillac havde en V8’er på 8,2 liter, så ZIL kunne ikke vinde på kubik. Til gengæld vandt man både på vægt og på bredde, for en ZIL 4104 var imponerende 209 cm bred. Uden at medregne sidespejlene.
ZIL 4104. Den sidste russerlimo i egentlig produktion.
Det oprindelige hjulophæng fra den første model 111 sad trofast under skiftende diktatorer og måske den første nogenlunde folkevalgte chef, og blandt det nye udstyr i statslederens dyt, kan vi fremhæve en ny type 3-lags ruder, som efter sigende skulle beskytte mod radioaktiv stråling.
Nogle få modeller blev også lavet som åbne biler, så lederne kunne vinke til folket.
Vi kan også tilføje, at den meget alderstyngede 2-trins automatkasse, blev erstattet af en 3-trins i 1984, at tankens størrelse var forøget til 120 liter benzin, som selvfølgelig skulle have en god portion bly, ligesom de biler der blev benyttet af de absolutte spidser, kørte i en såkaldt model ”S”, der havde dobbelt system af alt væsentligt, ligesom det var særligt udvalgte KGB folk, der vedligeholdt og servicerede bilerne på hermetisk lukkede værksteder.
Det vides ikke hvor mange ZIL 4104, der blev produceret i alt, men tallet 106 dukker op hos flere kilder, så 106 biler på syv år er lidt mere end en bil om måneden. Samlebåndet er meget kort.
Fingeren ned
Resten er delvis historie, for der skulle ikke være bygget en ZIL 4104 efter 1985. Den officielle slutning blev meddelt i 2002, så der er 17 år, hvor man ikke har bygget personkøretøjer på lastbilfabrikken i Moskva, men med krisetider efterfulgt af et stigende ønske om tidligere tiders storhed, indledte man et forsøg på at genoplive ZIL.
ZIL lavede en enkelt prototype som optakt til en genstart af mærket, men det blev ved denne prototype. med modelnavnet 2112R. Bilen er, eller har været til salg. Prisen er/var sat til 1,5 million US Dollars. Sjovt nok blev bilen ikke forsynet med et prisskilt i rubler!
Modellen hed 2112, 7,7 liters V8 – motoren, der blev sendt på pension i 1985, kørte videre, nu med en 5-trins automatkasse fra Allison, og kæmpebilen blev proppet med alt i det udstyr, man kunne kopiere fra vestlige biler, men Putin vendte tommelfingeren ned.
Ikke nogen ny ZIL 2112 til nutidens krigsmager, og der er naturligvis ingen forlydender om nogen form for fortrydelse, for hvad skal Vladimir nu køre i?
Han kan vel ikke køre Mercedes, BMW eller Maybach? Det vil næsten være nederen for en russisk diktator.
Det kunne godt minde om nogle baglygter fra noget Jaguar/Lincoln, men motoren var endnu større. Den sidste ZIL, som ikke nåede i produktion, var oppe på 7,7 liters V8 som var tilført en vestlig automatkasse.
ZIL lukkede og slukkede den 21. december 2016, så det kræver meget at genstarte noget helt fra bunden, så fingeren i øjet på den virkelighedsfjerne russiske diktator må være en kinesisk limousine. Det kan næsten ikke blive værre.
Den russiske diktator har skidt i alt det med bilvalg. Han kan vel ikke længere køre i tyske biler, og han sagde nej til lidt russisk luksus som denne kabine fra prototypen 2112, så hvad er der tilbage? Noget kinesisk ministerslæde? Hvor dybt kan man falde som russisk krigsherre. Kan man genoprette det storrussiske rige fra bagsædet af en kineserdyt?