Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

27. August '20 03:00 by Jørli Petersen

RAV4 kører 100 km/l

RAV4 kører længere på literen end ventet, så prisen er faldet med 90.000 kr, og endnu værre, bilen er allerede udsolgt, inden den lander i Danmark.

Toyota skruer ikke ned for gassen på topudgaven af RAV4, som både er en ægte SUV med træk på alle fire foruden at være en Plug-In hybrid, som kan køre omkring 75 km på en opladning ved blandet kørsel. Hvis man nøjes med bykørsel, kan RAV4 PHEV køre op til 98 kilometer, og disse officielle data er stærkt medvirkende til at give bilen et meget lavt forbrug og et næsten uhyrligt lavt CO2 tal.

Vi vover at gentage Toyotas officielle oplysninger. RAV4 i topudgave med en alt andet end bovlam 2,5 benzinmotor kører 100 km/l. Ja, du læste rigtigt, og det er ikke en slå- eller kommafejl, så for god ordens skyld staver vi os frem til det officielle tal, som er ethundrede kilometer på en flad liter 95 fra jordtanken.

RAV4 – nu som Plug-In hybrid og en rækkevidde på 75 officielle kilometer.

Klassisk type 2 ladestik.

Det tilhørende CO2 tal lyder på 22 gram, så det siger næsten sig selv, at Toyota heller end gerne vil sælge denne RAV4 PHEV i store bunker, for jo flere gange 22 gram man kan indberette til kolossen EU, jo længere er man væk fra grimme bøder, og jo flere Toyota Supra kan man sælge fra den anden ende af salgslokalerne. Vi kan måske også være så heldige, og Landcruiser vender tilbage.

Der er dømt lækkerier fra Toyota.

Tvungen opladning

Da vi havde den nye RAV4 hybrid til test, var vi ganske positive. Vi var ikke på øverste trin af stigen for at slå på klokken, en af årsagerne er igen Toyotas valg af CVT gear, som gentager sig i topmodellen med det gustne laveforbrug. Vi var overmåde tilfredse med bilens kvalitet og finish, ny RAV4 er Toyota, når det er rigtig godt, og den rigtigt gode nyhed efter at have sparket lidt dæk på topmodellen må være, at RAV4 PHEV er endnu bedre.

2,5 liters benzinmotor tilsat en elmotor på 182 HK, foruden den sidste 54 hestes motor på baghjulene. Samlet max effekt 306.

Vi springer op og falder ned på det med sikkerhed, der er hvad der skal være, linjevogteren er hurtigt kvalt efter hver start, og som altid starter en Toyota hybrid som ren el-bil.

En anden fordel ved ny RAV4 er de mange muligheder for indstilling. Bilen kan køres som ren el, den kan køres som hybrid, men den kan også indstilles til at lade bilens batteri, så man har fuld batterikapacitet, hvis ruten har retning mod en miljøzone, hvor man kun må køre med et rent nul i udledning.

Plus 300 HK

Når vi er så positive, som vi tillader os at være, selv om bilen kun har været på kort visit i Danmark, er det fordi Toyota har gjort alting lidt bedre. Det er samme 2,5 liters benzinmotor, der er grundsten i RAV4 PHEV, men den yder lidt mere, end den gør i RAV4 hybrid, nu hedder det 185 HK, men der er også to elmotorer fordelt med en for- og bag, så den samlede effekt kan nå flotte 306 HK, og første indtryk af RAV4 model stor må være, at alle heste ser ud til at være til stede, ligesom de er ganske opvakte, og klar til at hive i seletøjet på et øjeblik.

Der er skruet helt op for udstyr incl. ekstra lækre sæder.

Vi nåede at eksperimentere med de forskellige indtillinger, og vores favorit ser ud til at være indstillingen hybrid. En indstilling hvor bilen både kører som ren el-bil, hvor det er muligt, men benzinmotoren er tændt og ligger klar i baggrunden, og vil man råde over alle 306 HK, skal man vælge denne indstilling.

Hvis man kører som ren el-bil, kører bilen som med en 2-liters benzinmotor, nu er der pludselig grænser i toppen, men den hurtige start, der er karakteristisk for el-biler er selvfølgelig tilstede, og den rappe RAV4 kom som en uventet overraskelse for flere medtrafikanter.

En rigtig god ekstra indstilling, tvangsopladning af batteri mens man er på vej til byen.

Rigtigt mange informationer på lidt for lidt plads.

Vi lægger også mærke til, at benzinmotoren kører med et kompressionsforhold på flotte 14:1, det beviser, at der er rigtig godt styr på hele forbrændingen, og så kommer vi til selve batteriet, som er placeret under sæderne midt i bilen, men fordelt på en sådan måde, at det ikke går ud over bilens trods alt begrænsede frihøjde, målt efter off-road standard.

Vi noterer også, at 2,5 motoren kan holde den bagerste el-motor konstant forsynet med energi, så man ikke løber tør for 4-hjulstræk, hvis man har forvildet sig ud i noget off-road, hvor træk på alle fire pludselig er ekstra vigtigt. Vi kan også oplyse, at batteripakken er på 18,1 kWh. Systemet arbejder med en spænding på 355V, – det har vi vist ikke set før, og så kan RAV4 PHEV klare en fuld opladning på 2,5 timer, hvis man opholder sig uden for landets grænser, mens dansk lov om stærkstrøm sætter grænser, så i Danmark hedder det fem timer.

RAV4 i topversion har punch i næverne. Kør bilen i hybridindstilling, og de 306 HK arbejder optimalt.

Mormorladeren er ekstraudstyr til RAV4 PHEV, hvis man er i sommerhus, kan man tanke helt op med el på syv timer fra en almindelig stikkontakt med 10A. En moderne installation har typisk 13A på sikringen, så det bør ikke kunne gå helt galt, selv om man er på week-end. Som en ekstra sløjfe på halen kan vi stik mod sædvane anbefale, at man køber sin “mormorlader” uden for Danmarks grænser. Igen er det danske regler for stærkstrøm, der spænder ben. Den mormorlader der ryger over disken hos Toyota i Danmark lader kun med max. 6A, det svarer til en tussegammel sikring med grøn farve, mens mormorladeren købt i Tyskland, Sverige, Polen eller Bagindien, lader med 10A, og der vil være tydeligt forskel på ladetid fra dansk til udenlandsk indkøbt lader, og endnu mere pudsigt. Mormorladeren indkøbt i udlandet er ikke engang ulovlig at bruge i Danmark. Tænk blot på de mange tyske og norske turister, der oplader i danske sommerhuse.

Med standardudstyr har man også et helt almindeligt 220V udtag i bagagerummet. Det er strøm, der hentes fra bilens store batteri, som ændrer spænding fra 355 til 220V, og det åbner pludselig mulighed for at sætte en lille fryser eller et godt køleskab bag i en RAV4, hvorefter man kan sætte kurs mod Tyskland og gå indkøbsamok på køle- og frostvarer indkøbt syd for den danske moms.

De første RAV4 Plug-In Hybrid kommer til Danmark i løbet af september måned, og den lidt triste nyhed for interesserede vil være, at bilen er udsolgt i 2020.

RAV4 er vokset betragteligt siden den første RAV så dagens lys i 1996. Her på danske nummerplader.

Situationen er lige nu den, at man ikke engang kan få lov at købe en bil til levering næste år, for Toyota ved som alle andre fortsat ikke, hvordan det danske bilmarked ser ud efter den 31. december.

Toyota åbnede for salget af topmodellen tilbage i april, og hen over sommeren har man solgt alle de biler man kan få leveret i indeværende år. Køberne af disse biler har købt bilen til en pris fra 549.000 kr, men alle har fået sig en ekstra glædelig overraskelse, som betyder, at man har kunnet holde ekstra lang og endnu bedre sommerferie.

På grund af det lave forbrugstal, er RAV4 PHEV blevet billigere end oprindelig beregnet. Prisfaldet er hele 90.000 kr, så den faktiske pris er landet på 460.000 kr, og de ændrede priser på RAV4 model top, har ikke fået en eneste køber til at rive salgsaftalen i stykker.

Hvornår Toyota igen åbner for salget af RAV4 PHEV til levering næste år, er uvist. Der er nye bilafgifter på vej, og før finansloven for 2021 er på plads, er der ikke tegn på afklaring, men vi kan med sikkerhed sige, at den nuværende topsælger i klassen, Ford Kuga, har fået en rigtiggang  alvorlig kam til håret.

Den Gule Cottage og måske tidens bedste SUV type Plug-In som desværre er udsolgt. Den Gule Cottage åbner igen i morgen.

RAV4 er ægte SUV og kan køre lidt off-road, men den er ikke en ægte barsk terrænbil.

Pin It on Pinterest