Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

16. January '22 20:38 by Jørli Petersen

Røde ører

Dacias første fuldt elektriske bil, er den perfekte beskrivelse af en elektrisk bybil. Bilen til det nære, det daglige og mere vrøvl.

Dacia Spring har netop hentet en international anerkendelse, som Dacia med sikkerhed er meget glade for, men sikkert også overrasket at den lander hos netop Dacia. Kort tid efter satte det danske medlem af juryen i officielt bakgear, det var ikke hans kop te, var den ikke særligt indpakkede besked, men hvad er det der skiller vandene?

Lad os bare spille med åbne kort. Da vi kørte til officielle testdage forud for kåring af Årets Bil i Danmark, var netop denne Dacia Spring vores forhåndsfavorit blandt el-bilerne, men den første elektriske Spring nåede ikke frem til tiden, så den var slet ikke med, da der skulle stemmes, og derfor var det med særlig interesse, vi fik bilen til test på det mest vanskelige tidspunkt for en el-bil, på et tidspunkt hvor det var koldt, hvor der skulle skrabes masser af is om morgenen, og på det tidspunkt, hvor der blev stillet ekstra krav til ladetider og ikke mindst rækkevidde, som er højaktuelt for netop Dacia Spring, der har en officielle rækkevidde på 230 WLTP kilometer, der helt som ventet er kraftigt nedsat, netop fordi frosten bider, og isen ligger tykt på bilen.

Hverdagsellert

Typisk Dacia kabine, men nu med et varmeanlæg, der sikrer en lun oplevelse uanset udendørs temperatur.

Det helt korte og meget præcise billede af Dacia Spring er: Elbil til byen. Et faktum og noget Dacia gør meget for at udbrede. Det er ikke ellerten, der skal hente årets udvalgte flasker fra Barolo distriktet, – det er ellerten til det daglige behov, det er ellerten der klarer opgaven fra A til B, og det er ellerten, til alt fra beskidte fodboldstøvler til ugens indkøb i bagagerummet.

Lidt mere overordnet kan vi dykke dybere og sige: Er det bilen med den flot opsatte undervogn? Nej. Er det bilen med masser af kørekomfort? Nej. Er det bilen med masser af motorkraft? Nej. Er det bilen med den direkte og præcise styring? Nej, slet ikke, er det mon så bilen med den optimale sikkerhed i form af fuldt platte med stjerner? Nej, – men hvad er det så vi er så glade for?

Den ærlige bil

Det er den helt korte ærlighed, der præger bilen. Det er ellerten i sin helt rigtige udformning, det er bilen, der er skabt til byen, – til hverdagen, det er essensen af el-bil. Kort og godt el-bil med no nonsens.

Ladekabler af flere typer, men netop fordi Dacia Spring er så simpel som den er, og fordi batteriet er så lille som det er, er mormorladeren en mulighed som ladeløsning.

Der er flere ting, der overrasker med Dacia Spring. Lad os bare kalde det de primitive køreegenskaber. Her er det især no nonsens, det er ultra klassisk med fjederben for- og compoundaksel bag, det er skiver for- og tromler bag, når vi taler bremser, det er bil til fire personer og lidt bagage over en kortere strækning, men bemærk så bilens kørevægt, som i dette tilfælde er den lidt tungere de-luxe model, modellen med de røde ører.

1012 kg. Så bliver det ikke meget lettere. Man skal endda anstrenge sig for at finde en traditionel bil til fire, der vejer lige så lidt, og det er fordi Dacia har begrænset og begrænset, vi er tilbage ved essensen af ellert, og derfor har man valgt en lille motor på 44 HK og en lille batteripakke, der er lidt større end pakken i de første el-biler, vi er på 32 kWh, og så er vi alt andet end imponeret af bilens styring, især bilens evne til selvoprettelse er nærmest mangelfuld, og havde Dacia Spring havde været bilen til lande- og motorvej, havde vi været barske i udtryk, men når man laver en bybil med begrænsninger fra start til slut, går det an, ligesom vi også lever med, at Dacia Spring ikke har fem stjerner.

Vi er også overrasket over, at Dacia Spring er så trimmet til opgaven som bybil over korte stræk og dermed korte ophold. Varmesystemet i en el-bil er generelt betydeligt hurtigere end varmen i en traditionel bil. Det siger næsten sig selv, at man bare tænder for føntørrerren, så hamrer det ud med varm luft, men i Dacia Spring, er vi imponeret. Aldrig har vi kørt en bil, med så hurtig og effektiv varme. Man behøver ikke hoppe ud af badetøflerne, hvis man skal kører Dacia Spring, det er kun de få skridt fra hjemmets arne til bilen er startet, der er lidt kølige, resten af tiden er det temperatur a la tyrkisk bad uden fugt, hvis man skruer helt op, og dermed har man løst opgaven med at sikre behageligt indeklima, selv om byturen er kort.

Rækkevidden passer

Skuffelsen over Dacia Spring er nok mest, at Dacia ikke formåede at holde den pris, danskerne var stillet i udsigt. Dacia havde lovet en startpris under 130.000 kr. Det blev til 141.500 kr, og mange danskere vil nok vælge den model, som er identisk med testbilen, for der er meget udstyr for de ekstra penge, men vi slutter med det vi tidligere berørte, da vi skrev ”ærlighed”, for aldrig har vi kørt i en ellert, hvor kilometertallet passede så godt, og de opgivne tal for rækkevidde er så ærlige som de var.

I sne står urt og Dacia i skjul, og rækkevidden lider selvfølgelig under kulden. Til gengæld er bilens data hudløst ærlige. Man ved hvad man har.

I frostkolde vilkår startede vi med fuldt opladt batteri, og rækkevidden blev oplyst til lige under 140 km. Det kan få rigtigt mange til at ryste på hænderne, for når vi frem, er det naturlige spørgsmål? Men det gør man, hvis turen er under de 140 km.

I frostkolde omgivelser kørte vi kilometer til kilometer i blandede byforhold, hvor vi driblede elegant uden om motorvejen, der er ren dødsrute for alle el-biler. I byen dalede rækkevidden med samme antal kilometer som bilens triptæller talte fremad, og de har vi ikke oplevet før, og sådan kunne vi gense denne ærlighed i hele testperioden.

På den måde har Dacia skabt den perfekte ellert til byen. Vil man mere, er det med tilvalg af snobberi, hvor meget må man afgøre med sin bankrådgiver, og derfor er vi særdeles positive overfor Dacia Spring, der er ellertens inderste sjæl, som sætter det hele i perspektiv.

Er man Dacia forhandler vil man sikkert sige, at en moderne familie fortjener to biler. En Spring til bykørsel og familiens nummer to til alt det nære, og så en Duster til alt det andet.

Om bil nummer to skal være Duster er op til den enkelte, men Spring er by-ellerten til alt det nære.

Dacia Spring Comfort+

Begrænset motor, begrænset batteri og begrænset rækkevidde, men selv om 0-100 tiden siger næsten 20 sekunder, er det ikke noget problem, for de første 50 km/t nås hurtigt.

Pris: fra 141.490 kr

Pris for testbil: 153.490 kr

1 – aut

44 HK

180 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 19,1 sek

Tophastighed: 125 km/t

Batteripakke 32 kWh

Spænding ?

Rækkevidde 230 km

Kørevægt: 1012 kg

Totalvægt: 1300 kg

Trailer: 0/0 kg

CO-2: 0 g/km

Pin It on Pinterest