Sikker opdatering
Hyundai i30 fører en lidt tilbagetrukket tilværelse på det danske marked, og det kan godt undre, for søstermodellen, Kia Ceed, er landets mest solgte i sin klasse.
Måske kan det ændres i løbet af året, for i løbet af sommeren sender Hyundai en opdateret i30 på gaden, og det er især bilens design, der har fået en grundig omgang. Teknisk ved vi ikke meget om de modeller, Hyundai vælger at hente til Danmark. Hvis vi tager den nuværende i30 som udgangspunkt, er hele modelprogrammet baseret på en 1-liters 3-cylindret motor, der er bestilt til at lægge 120 HK.
Motoren kendes også fra Kia Ceed, men Kia har en større model på programmet, så måske, måske ikke, vælger Hyundai at udvide købernes mulighed for valg.
Det ændrede design til i30 gælder også det indvendige. Der er kælet for detaljerne, og vi har især bemærket en type sædemateriale, der ser rigtig lækkert ud. Sæder betrukket med ruskind og læder, og det er selvfølgelig ruskind, der får klokken til at ringe for alvor. Hvis der er ruskind på de rigtige steder, er det rigtig lækkert, man får både læder og siddekomfort, som ikke brænder om sommeren eller er koldt om vinteren, det er heller ikke et sæde man skøjter rundt i, hvis vejen er lidt snoet, men det vi mangler at få oplyst, er selvfølgelig prisen.
Det er med garanti ekstraudstyr, men vi skal lige have en dans med prisen, før vi sætter kryds ud for denne lækre kombination.
Sikkerheden har også fået en runde, LED lys er blevet standard, der er kommet flere sikkerhedsdetaljer i ny i30, og gode ting som nødbremse og linjevogter (hvis den er let at afbryde) er blandt det nye udstyr.
Prisen: Som sagt er prisen ukendt, men vi tager udgangspunkt i den nuværende model i30, der starter på 235.000 kr for en 5-dørs med standardudstyr og den omtalte 1-litersmotor. Den opdaterede i30 forventes at ligge på nogenlunde samme niveau.