Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

23. March '23 09:00 by Jørli Petersen

Skarpere luftkrydser

Skarpere design med en anderledes og mere indtagende front på den mere end rummelige store Citroen.

Der er ryddet godt og grundigt ud i valgmulighederne for Citroens C5 luftkrydser (Aircross). Fra og med det nys gennemførte face-lift, er der et enkelt valg tilbage. Det hedder plug-in hybrid eller plug-in hybrid, og selv om vi er lidt triste over især dieseludgavens exit, er det ikke helt forkert, for C5 Aircross PHEV findes i to udgaver, hvor det er benzinmotoren der afgør, om man kører lille luftkrydser eller model stor.

Prisen har også været genstand for en del forskydning, og det er ikke alene Citroen, der har fået smørtendenser, og ser hvor lang elastikken mon rækker. Det handler også om nye afgifter på PHEV biler generelt, så det kan være vanskeligt at gennemskue, hvad der er hvad, med mindre man går meget op i det med priser og afgifter, men det er også lidt ærgerligt, at ændringer i afgiften falder sammen med bortfald af de mere almindelige typer bil, for netop når prisforskellen indsnævres, bliver valgmuligheden mere attraktiv.

Hvad er der ellers sket med den store og meget rummelige Citroen?

En stor Citroen er først og fremmest komfort, og det gælder også sæderne, der er blødere end normalt for personbiler.

Teknikken er aldeles uændret, alt med motorer, batterier, forbrug og rækkevidde er uændret. I hverdagen vil det være helt umuligt at afgøre, om man kører i den helt nye model eller den lidt mindre nye, så vi skal finde nyhederne i bilens design, funktion og indretning.

Bagagesluger

Første genfortælling af tidligere oplevelse af C5 Aircross er det vi kan kalde´, – typisk Citroen. En blødt afstemt undervogn med afgørende vægt på alt det med komfort. Man genoplever også en kørestilling, der er lidt mere lænestol, end man finder i mange andre biler, og med det mener vi et blødere sæde, og så handler det om smag og behag. Føler man sig tilrette, er det lækkert, er det noget man kan leve med, og som altid gælder det om at give sig tid til en god prøvekørsel hos forhandleren.

Digitale opdateringer er også noget selvfølgeligt, skærmen er blevet større, og læg mærke til snakkefonen, som kan stå oprejst i midterkonsollen.

Vi kan faktisk godt lide denne bløde version af sæde, og det er især fordi de passer godt til bilen. Hvis vi havde til hensigt at smide bilen rundt om hjørner og hurtigt gennem sjove kurver, er det en helt forkert type sæde, men som børne- eller familiebil er det mere end i orden.

Indvendigt handler det også om bilen længde, for med 450 cm udvendig længde skal der knibes en tå hist og her, og det hvor det måske kniber, er plads ved bagsædet, for Citroen har kælet for den nye type bagsæde, og hvis man ikke er tilfreds, når man ser nærmere på bilen hos forhandleren, skal man huske, at sæderne kan justeres i længden, og kørt helt tilbage ændres billedet på en sådan måde, at de fleste nok vil føle sig tilfreds.

Til gengæld er der rigeligt med plads i højden, og med netop højde som en god mulighed, kan man stable en næsten uanet mængde kufferter oven på hinanden i bagagerummet, som på den måde kan udnyttes til ualmindelige horisonter. Det officielle mål siger lige under 1600 liters bagageplads, men frygt ikke afhentning af familie eller venner i lufthaven, der skal mange og meget store kufferter til, før denne Aircross giver fortabt.

Hvis man fjerner hattehylden, er der ekstra meget plads før man rammer loftet.

Mellem rækkevidde

Rundt om førerpladsen er der også opgraderet. Skærmen er blevet større, den er identisk med det vi finder i den anderledes C5 X, så C5 programmet er udvidet på den måde med to meget forskellige biler, vi er nogenlunde tilfreds med funktionerne i skærmen, der er også mange gode knapper til betjening af de mest almindelige funktioner, så det hænger fint sammen, og køremæssigt er vi på alt det med komfort, bilen er ukompliceret, let at finde sig tilrette i, let at blive dus med, men nogen køremaskine er den høje C5’er ikke.

Den kører stabilt og sikkert gennem de øvelser, den skal uden på nogen måde at imponere, og det elektriske er som det findes i andre typer plug-in, man kan koble denne Aircross fra benzinmotoren, så længe der er strøm på batteriet, gør man det, er man overgivet til el-motoren på 110 HK, og det går ganske godt, mens rækkevidden på vores faste testrute i en dansk januar stort set er identisk med det, vi har oplevet i den lavere type 5-dørs C5, -det er godt midt i 40’erne, og hvor meget der går til at opretholde varme i kabine, er som altid vanskeligt at sige nøjagtigt, men vi vil køre længere om sommeren.

Det er selvfølgelig tillokkende at vælge topmodellen til godt og vel 400.000 kr. Det afskærer en god del af danskerne, fordi bilen kort sagt er for dyr, alligevel har Citroen haft pæn succes med Aircross, og vi slutter på samme måde, som vi gjorde første gang vi havde C5 Aircross til test, vi sætter en streg under det, at alt med køreegenskaber nu er udskiftet med det praktiske og komfortable.

Citroen C5 Aircross 225 PHEV

Stor, anderledes, SUV-look men mest af alt en meget rummelig familiebil, som også har fået forbedret bagsæde.

Pris: fra 374.990 kr

Pris for testbil: 404.990 kr

Motor: 1,6-liter 4-cyl

8 – aut

Samlet:

225 HK v. 6000 o/m

360 Nm v. 3000 o/m

Benzinmotor – 181 HK

Elmotorer – 110 HK

Batteripakke: 13,2 kWh

0-100 km/t: 8,7 sek

Tophastighed: 225 km/t

Forbrug: 71,4 km/l

Rækkevidde el WLTP: 61 km

Kørevægt: 1900 kg

Totalvægt: 2310 kg

Trailer: 750/1300 kg

CO-2: 32 g/km

Pin It on Pinterest