Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

27. January '23 18:48 by Jørli Petersen

Som perler

BMW M3 CS ligner den sidste jubilæumsmodel i 3-rækken. Bilen produceres i et begrænset antal i marts måned i år. Bemærk også det særlige design på BMW’s grill.

Vi bliver nødt til at beklage, at BMW’s M-modeller kun fejrer 50 års jubilæum en enkelt gang. Med den perlerække af specialmodeller, som nærmest er sprøjtet ud af fabrikken i München, og den kommende M3 CS ligner netop den specialmodel, som kan blive kronen på værket, med mindre BMW har noget helt særligt gemt meget langt op i ærmet, men vi har på fornemmelsen, at festen er ved at være slut, og den endelige krone på værket bliver en M’er i 5-Serien.

Den kommende M3 CS bliver bygget i marts måned, og herefter er det slut. Der kommer ikke flere, så allerede fra april måned, vil denne M3 CS være et samlerobjekt, så man skal nok være lidt vaks ved den berømte fabriksport, hvis man vil sikre sig en af de eftertragtede modeller, der kommer i fire specialfarver, hvor den grønne klart er den mest iøjnefaldende, men den fås også i noget så neutralt som hvid, hvis den grønne er for meget.

M3 CS er 4-personers, den er vægtreduceret på alle de områder, hvor det næsten er muligt, og motoren er selvfølgelig en 6-benet, og det er ikke en type hvilken som helst 6-benet. Det er BMW’s næsten legendariske 3-liters række 6’er, som nu er pumpet op til at yde 550 HK.

Der er masser af lette materialer i denne M3 Også sæderne, der er kulfiber.

Det er plus 40 HK fra M3 Competition, og der skulle være styr på samtlige heste, hvis man skal tro BMW, og hvorfor ikke. De har lavet herlige M-modeller i nu 50 år, så hvis det var noget skrammel, ville rygtet sikkert have bredt sig.

xDrive er selvfølgelig standard, der er tilsat en del køreprogrammet til bilen, og en af finurlighederne vil være, at man kombinerer BMW’s 4-hjulstræk med en af mærkets juveler, – baghjulstrækket. Med tryk på en knap, kan man ændre 4-hjulstrækket på en sådan måde, at langt hovedparten af trækkraften sendes til baghjulene, og med kun en smule træk på forhjulene ligner det et snedigt trick, som kun akkurat skal give bilen øget stabilitet, og så er der ikke sluppet noget ud der peger i retning af, hvad der kan kobles fra, hvordan og hvornår. Ved indstillingen ”track” er der sikkert en række muligheder, hvor tricket med at sende mere træk til baghjulene mere ligner en indstilling til almindelig kørsel på landevej, – og definer så selv ”almindelig kørsel” med en M-klasse.

BMW har også pillet ved udstødningen på en sådan måde, at den skulle lyde ekstraordinært lækker. Her er vi lidt skeptiske, for den 3-liters række 6’er lyder allerede lækker i sin grundform, men der er elektrisk styrede klapper i den avancerede udstødning, som også er vægtminimeret på en række punkter, ligesom den er lavet af materialer, der bør kunne leve hele bilens forventelige lange levetid, så man skal ikke regne med at finde en

udstødning til en M3 CS hos T. Hansen.

Man bliver selvfølgelig budt velkommen når døren åbnes.

0-100 er klaret på 3,4 sekund, på 11,1 sekund rammer man de 200, og jo, BMW har smidt en elektronisk begrænsning ind på bilens tophastighed. I anledning af 50-året, har man flyttet grænsen fra 250 til 302 km/t, så den barske M3 CS rykker ind i den eksklusive klub-300.

Pris? Ikke den mindste antydning fra BMW, men vi skal nok et stykke ned i pengekassen, før der er tilstrækkeligt til at smide på disken. Især hvis bilen skal have danske nummerplader på almindelige betingelser.

4-dørs, plads til fire, M-undervogn, 4×4 og hele 550 HK fra BMW’s legendariske 3-liters række 6’er.

Pin It on Pinterest