Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

17. August '22 21:18 by Jørli Petersen

Sommerglæde

Mazda MX-5 er 33 år gammel som model, og har aldrig været bedre.

Hvis jeg boede i et land med en mere forudsigelig og stabil sommer, var jeg den lykkelige ejer af en Mazda MX-5. Hvilken model det ville være, er lidt mere besværligt at sige med sikkerhed, for der er udgaver af MX-5, jeg går uden om, mens testbilen er seneste udgave af nænsom udvikling af den fantastiske sportsvogn, der er 100 procent ægte sportsvogn, så man får tårer i øjnene.

Efter endnu en sommer med kluden nede i en MX-5’er, tør vi godt skrive følgende: Mazda MX-5 har aldrig været bedre, og vi har kendt bilen siden den dukkede op i Europa.

Det første møde med MX-5 fandt sted i Jerez i det sydlige Spanien. Det var i det meget tidlige forår i 1989. Blandt de der boede på samme hotel, var McLarens F1 team, – det var på det tidspunkt af året, hvor flere f1 teams havde sat kurs mod Jerez for at teste årets racer, og selv i det selskab skabte bilen opsigt og anerkendende blikke.

Fra dag eet er der sendt anerkendende blikke i retning af MX-5, og det kalder på respekt, når vi efter en pludselig indskydelse, finder på at sammenligne den nyeste 2-liters MX-5 med 184 rapfodede heste og det vanlige kendte manuelle gear, hvor man ikke behøver at bevæge armen for at skifte, -en lille bevægelse med håndledet er nok, og netop gearskiftet er et af de elementer, der har gjort MX-5 til en legende.

De opsigtsvækkende klaplygter fra den første MX-5’er er fortid. I Danmark blev de hurtigt upraktiske da der blev indkørt krav om kørelys.

Men tilbage til sammenligningen. Den første MX-5 var udstyret med 1,6 liters motor, der lagde 120 HK ved 7000 omdrejninger. Dagens 2-liters lægger 184 HK ved selvsamme omdrejningstal, så her er alt ved det oprindelige, Den første MX-5 havde en egenvægt på 940 kg, dagens MX-5 vejer overraskende 1025 kg, og hvis vi trækker vægten af chaufføren og lidt brændstof ud af ligningen, viser det sig højst overraskende, at den første MX-5 fra 1989 og dagens model 2022 vejer nøjagtigt det samme.

Noget om vægt

End ikke en dansk statsminister er i stand til at opretholde samme egenvægt i blot en enkelt valgperiode, så det er rent ud sagt imponerende af Mazda, at holde fast i noget så vitalt for en sportsvogn, der er altafgørende for en køreoplevelse, der er et særkende for den lave japaner.

Ideen med at sammenligne den oprindelige MX-5 med den nyeste model, startede med en ide om vægt/effekt forhold på de to modeller. Vi troede rent faktisk, efter at have taget nok en sommer sving-om med bilen, at vi havde ramt det, vi også oplevede i 1989, så vægt/effektforholdet var det samme, men sådan forholder sig ikke.

Den nærmest minimale vindbreaker er alt rigelig.

I dagens MX-5 2,0 skal hver hestekraft slæbe rundt på 5,16 kg uden fører, i model 1989 er tallet 7,83, så der er sket en voldsom forbedring, og går man efter noget, der ramme den originale MX-5, kan man købe nutidens 1,5 liters med 132 HK, men vi er ualmindeligt tilfredse med den 2-liters, for hele konstruktionen i MX-5 med den langsliggende gitterkonstruktion på langt ned gennem bilen, viser sig at være aldeles velfungerende – også i 2022.

Her er der udviklet

Da vi havde aflæst overraskende oplysninger om MX-5 model 1989, måtte vi selvfølgelig fortsætte den lille rundtur, og dagens overraskelser var slet ikke forbi. Den første MX-5 var 395 cm lang og 123 cm høj. Dagens model er 392 cm lang og 123 cm høj, så MX-5 er hverken blevet større eller tungere, det hele er udviklet og forfinet inden for de oprindelige rammer, og det kalder på anerkendelse. Det punkt hvor udviklingen har været størst, er på motorens kompression, model 1989 havde 9,4:1, dagens MX-5 2,0 har 13,0:1, og dette høje tal er ikke noget særlig vildt set i Mazda sammenhæng.

Derfor er MX-5 det den er. Foruden at være særdeles prisgunstig, er MX-5 en bil, der leverer den ægte og helt klassiske oplevelse af sportsvogn. Det er festlige og fornøjelige køreegenskaber, hvor man kan koble generende sikkerhedssystemer fra (næsten helt), det er bilen med høj finish, og det sidste ser man især på kalechen, der kan betjenes med een hånd, og kan åbnes og lukkes på sekunder uden at stige ind eller ud af bilen.

Som det var tilfældet i 1989, er der stadig ikke grimme flagre- eller klaprelyde fra kludetaget, det er også tæt i regnvejr, – så tæt et kludetag nu en gang kan være, og som det var tilfældet i 1989, er der fortsat ikke plads til det store golfudstyr i bilen, som var en af de betingelser, der blev stillet ingeniørerne i Hiroshima, da man i midt-80’erne fik lov til at arbejde videre på den skøre ide, som med længder skulle blive den mest populære og mest producerede ægte 2-personers sportsvogn gennem tiderne.

Topudgaven af MX-5 har nu fået 2-liters motor der lægger 184 HK, og det spiller stadig.

Vi berørte den skiftende begejstring for MX-5 gennem tiderne, så vi kan godt udpege et par modeller, som vi vil undgå. Kort efter introduktion i 1989, kom de generelle krav om katalysator til biler med benzinmotorer. Kravet trådte i kraft den 1. oktober 1990, og der gik et par år, før Mazda havde fået pudset så meget på teknikken, at man var tilbage ved udgangspunktet. Da den første MX-5 fik katalysator, var som om den åndede gennem et sammenrullet gulvtæppe i udstødningen, målt på data var det ikke så slemt, men køreoplevelsen var markant anderledes. Vi er også skeptiske overfor en MX-5 med hard-top, et fast tag som Mazda kalder for RF.

Vi mener en rigtig MX-5 har kludetag. Færdig, bum. Men her er smag og behag forskellig, og vi anerkender, at det meget lille, men alligevel to-delte foldetag fungerer, og fylder meget lidt, men vi holder på kludetaget.

Mazda MX-5 2,0 

Pris: fra 299.500 kr

At tænke sig. Mazda MX-5 holder stadig de samme ydre mål som den første MX-5 fra 1989, og bilen har ikke taget på i vægt. Den holder sig stadig under 1000 kg.

Pris for testbil: 409.500 kr

Motor: 2,0-liter 4-cyl

6-man

184 HK v. 7000 o/m

205 Nm v. 4000 o/m

0-100 km/t: 6,5 sek

Tophastighed: 219 km/t

ECE-snit: 14,5 km/l

Kørevægt: 1025 kg

Totalvægt: 1260 kg

Trailer: 0/0 kg

CO-2: 155 g/km

Pin It on Pinterest