Sommerklask
Der er vel ikke noget der hedder tarveligt, når det gælder om at sælge flest nye biler, men med et marked for varebiler, hvor en enkelt bil har den åbenlyse fordel at være af samme mærke som den fabrik der strikker det hele sammen, er det ikke forkert at sige, at fabriksmærket har mere end en lille fordel.
Sådan forholder det sig også med Renault og de andre. Mens Mercedes har været længe om at blive enig med sig selv om en pris på eCitan, har Renault tilsyneladende lavet en handlingsplan, og da alle priser på samtlige udgaver af samme bil lå klar, har Renault sparket stolen væk under de to bilmærker, der også sælger Kangoo med større eller mindre ændringer.
Mercedes og Nissan har dystet om at være billigst. Mercedes kører fuldt program på Citan, hvor Nissan har valgt kun at sælge den elektriske Nissan/Kangoo, men uanset hvad man har gjort, er det nu Renault der er billigst, samtidig med de er de eneste, der kan levere den model varebil, som ikke har nogen B-stolpe, så man opnår ekstra god funktion omkring skydedøren.
Prisdroppet hos Renault er op til 32.000 kr på en varebil, og det er samtlige modeller der er udsat for denne prisreduktion.
Vi har kikket på udstyrslisten, og det ser ikke ud til Renault har pillet udstyr af bilerne, så det er pænt sagt samme bil, – bare billigere, og nu koster en Kangoo i billigste udgave 180.000 kr før moms.
Kangoo E-Tech falder til 262.000 kr, og når Renault sænker prisen på Kangoo, kan det blive vanskeligt at sælge den lidt mindre Express, så den har også fået et gok på priserne. Renault Express koster nu 161 eller 165.000 kr før moms, og det er den største 95 hestes Express, der nu koster 165.000 kr før moms og rabatter.
Mercedes vil have 266.000 kr for eCitan i billigste version, Nissan vil have 267.000 kr for samme bil med Nissan skilt, og Mercedes forlanger 181.000 kr for den billigste Citan diesel varebil. Alle priser er igen før moms og de rabatter, der uddeles til stort set alle, der køber varebil i Danmark.