Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

23. July 17:54 by Jørli Petersen

Stjerne lækkerier

Mercedes E-klasse som plug-in hybrid er gunstig på pris, men det er også ved at være fortid. Skattefar er ved at afvikle fidusen med en billigere plug-in hybrid, så man skal ikke vente for længe med at tage den endelige beslutnng. Lige nu koster en basis E-klasse benzin nogenlunde det samme som en stationcar plug-in hybrid.

Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før det var en sjældenhed, at se en Mercedes som almindelig privat- eller firmabil holdende i en indkørsel. Hvis man så en Mercedes, var det som hovedregel med et taxi-skilt på taget, men siden de nye regler for beskatning af biler og leasingselskabernes fremgang, er der sket mangt og meget, og ser vi på listen over de mest solgte bilmærker i første halvår af 2024, ligger Mercedes som nummer seks på salgslisten. Lige i haserne på Mercedes ligger BMW som nummer syv i første halvår af 2024, og det kommer heller ikke som den helt store overraskelse, at den mest solgte Mercedes i første halvår er C-klasse.

I denne test rykker vi en klasse op. Der sælges selvfølgelig også E-klasse biler i Danmark, og ser vi på det store internationale marked, er netop E-klasse en uhyre vigtig model for det tyske mærke, og selv om vi skæver lidt usikkert til startpriserne på E-klasse i Danmark, er det umuligt at komme uden om bilens kvaliteter. På forunderlig vis føler man sig rigtig godt tilpas i en E-klasse. Det hele stemmer, der er plads nok uden det synes overdrevet, der er rigelig med komfort, uden det går alt for vildt ud over køreegenskaberne, begrebet gyngehest hører til helt andre steder, og vi kan samtidig tilføje, at man bliver lidt overrasket over bilens reaktioner, når man beder bilen om at optræde lidt sportsligt.

Mini S på luft

Mange vil sikkert opfatte den nye E-klasse som en lidt mindre udgave af den relativt nye S-klasse, og det er ikke nogen tilfældighed. Det er åbenlyst, at designet fra S-modellerne er gået direkte videre til ny E-klasse, og det er noget vi hilser velkommen, for vi finder designet særdeles vellykket.

Velkommen, synes bilens indre næsten af sige, og skal vi helt ind til stålet, så bliver det ikke meget bedre. Komfort og køreglæde er i højsædet i en E-klasse.

Køremæssigt kan vi ikke sammenligne E- og S-klasse. Historisk har E-klassen altid været betydeligt mere velkørende end S-klasse, nogle af forgængerne var alt for vindfølsomme, men det er slet ikke noget man oplever i ny E-klasse, – og vi skal tilføje, at det heller ikke var ventet.

Til gengæld er vi overrasket over bilens generelle køreegenskaber, der først fremstår som særdeles komfortable, men når man udfordrer bilen på de lidt mere drilske discipliner, bliver man overrasket.

Første plus kommer fra styringen, der viser sig at være både hurtigere og mere direkte end vi forventede, der virker nærmest er lidt naturstridigt, eller stik imod arvemassen fra E-klasse, men vi oplever også en undervogn, der er meget mere kompetent og med på opgaven, og det kan meget enkelt hænge sammen med typen af undervogn, der er med luft.

Kort og kontant så virker det, og både når vi måler bilen på komfort og egenskaber, er vi mere end positivt indstillet, for slet ikke at tale om alt det praktiske.

En E-klasse som stationcar. Det fås ikke meget bedre. Her smider man bare alt sit medfølgende habengut ind bag i bilen, og stikker ud over stepperne. Folket på bagsædet har det fortrinligt i model stationcar, og med en akselafstand der er tæt på tre meter, skal der være masser af naturlig plads i kabinen.

Basis benziner

Mercedes er desværre ved at afvikle de kendte knapper med mere skærm og færre af dem der enten skal drejes eller trykkes. Der hvor der nu er kopholdere med låg, havde vi gerne set et stor betjeningshjul til skærmens funktioner.

Teknisk da. Motoren er den kendte 2-liters 4-cylindrede, som i dette tilfælde bidrager til festen med 204 HK, og nej, det er ikke data vi har forvekslet med den kendte el-motor fra Bosch, der netop lægger de 204 HK.

Værs’go – funktion så det forslår. Plads til det meste, fornuftig læssehøjde og ingen grimme kanter, der driller når man skal hive tunge genstande ud af det lækre bagagerum.

Der er klassisk Mercedes benzin, og som tillæg har man lagt en ganske kraftig elmotor på 129 HK, og det virker både funktionelt og veldimensioneret, når vi udelukkende kører på el i byerne. Rækkevidden oplyses til 110 km, når der er fuldt læs på den 19,5 kWh store batteripakke, og vi kan som altid oplyse, at det WLTP tal ikke holder nogen steder. Vi er positivt indstillet overfor denne PHEV eller plug-in hybrid, når vi sammenligner med andre biler af samme type, for vi når rigtig langt ud på vores faste testrute, vi ligger omkring de 70 km, der blev opnået på en god dansk sommerdag med mindre trafik end normalt for ruten, og så er det vi skal vurdere, om vi er helt tilfredse med bilens motorisering.

Når vi for alvor går til stålet, kan vi opleve denne PHEV som ganske veludstyret med hestekræfter, men når vi når i nærheden af tørlagt batteri, har vi en lidt anden oplevelse, og pludselig står det klart, at vi er i bunden af modelprogrammet, målt på hestekraft. Skal vi være helt ærlige, så ville vi meget hellere køre E-klasse med en lidt halvpotent diesel, også gerne som PHEV, for vi oplever ikke den 2-liters benzinmotor som en installation, der er fuldt op til opgaven, når vi kører med fuldt læs og styrer ud over stepperne, så det gode råd vil være, at se godt og grundigt på motorpakken, køb gerne en med lidt flere muskler end basismodellen, og det er ikke et ualmindelig råd. Faktisk er det næsten noget standard.

Det indvendige

Når vi så har været rundt om bilen, er der kun et resterende emne. Kabinen og brugsværdien. Mercedes er beklageligvis begyndt at beskærer antallet af gode gamle knapper, der enten kan trykkes eller drejes på, vi har det samme meget gnidrede rat med alt for mange funktioner på alt for lidt plads og bevares, vi har efterhånden tilbagt en del timer med denne type rat, vi har lært det at kende, vi har lært funktionerne, men det bliver aldrig en favorit. Dertil er knapperne for små, selv om de virker helt efter hensigten.

Den store skærm til både fest og hverdag fungerer ganske udmærket, men igen havde vi foretrukket, at der var en skrue, dreje, tryk-knap i midterkonsollen, så man ikke skulle sidde og fægte under kørslen, og igen, rigtigt mange funktionerne kan flyttes til de små knapper på rattet, men selv om det fungerer, materialerne er velvalgte og finishen er fornem, kunne vi da godt drømme om en gentænkning af hele betjeningsdelen.

PHEV eller plug-in hybrid da? Vi har selvfølgelig blikket stift rettet mod de afgiftsmæssige spørgsmål, der er under afvikling, vi er af den opfattelse, at plug-in hybrid bilerne er en uddøende race, det er og bliver en ekstra omkostning og dermed en dyrere type bil, og hvis ikke der er afgiftsmæssige fordele ved at køre med en ”både-og”, forbliver plug-in bilerne som sjældne biler i det meget store udvalg af bilmodeller.

Det bliver ikke meget bedre, hvis man prioriterer det praktiske og alt det med funktion. Modsat er det vanskeligt at lave en super designet udgave af den nye E-klasse, der er sjælden vellykket som almindelig 4-dørs sedan. Det koster lidt at være praktisk.

Mercedes E-kl 300e St.C.

Pris: fra 790.725 kr

Pris for testbil: 919.187 kr

Motor: 2,0-liter 4-cyl

9 aut

Samlet ydelse:

313 HK – 550 Nm

Benzinmotor:

204 HK v. 5000 o/m

320 Nm v. 1350-4000 o/m

Elmotor – 129 HK

Batteripakke: 19,5 kWh

Rækkevidde el: 110 km

0-100 km/t: 6,5 sek

Tophastighed: 227 km/t

Forbrug: 166,7 km/l

Kørevægt: 2255 kg

Totalvægt: 2855 kg

Trailer: 750/2100 kg

CO-2: 14 g/k

Pin It on Pinterest