Super Ducato
Vi starter med en indrømmelse. Vi har i snart mange år haft et blødt punkt for Fiat Ducato, som på mange måder ændrede den store varevognsklasse. Vi har hyldet Ducatos motorer, vi har stemt på Ducato ved mange lejligheder, når de bedste af de bedste mødtes, men så blev Fiat købt af Stellantis, og siden er deres biler stort set forsvundet fra det danske marked, mere end rigeligt hjulpet på vej af den nuværende danske importør.
Nu er der en helt ny Ducato på markedet. Og hvilken model. Det er det vi kalder en super Ducato, en Ducato med 11 års garanti minus en enkelt dag, og navnet er Toyota Proace Max, og på den måde er Toyota kommet med i det tunge selskab, ligesom det japanske mærke har fået en længe tiltrængt afløser for Dyna.
Toyota køber nu fuldt program hos Stellantis, og den gode nyhed netop nu vil være, at Toyota ikke er skubbet i skammekrogen dennegang. Den nye Proace Max er lige på trapperne, ivrige rygtesmede mener, at de første biler allerede kan være i landet i indeværende måned, og så ved vi ikke hvordan det forholder sig med alle de andre udgaver af ”ny Ducato”, der også sælges med franske, tyske og britiske mærkebetegnelser.
Er der så forskel på de mange gange Ducato eller Proace Max. Svaret er ja. Selvfølgelig drejer det sig om udstyr og pris, for den ægte proff-køber handler det også om, hvor meget man kan få i rabat, det kan handle om leasingydelse, men for de mindre virksomheder er den afgørende forskel, – garantien.
Hvor Stellantis gemmer sig i nærmeste busk, hvis nogen bare hvisker ordet garanti, er det bemærkelsesværdigt, at man kan få en Toyota med 11 års garanti minus en enkelt dag. Det er samme bil, alle dieseludgaver er bygget på Sevel fabrikken i Italien, de kommende el-udgaver kommer fra Polen, men der går lidt, før Toyota er klar med Proace Max som ellert, men mere om det senere.
Nej til brint
Ny Proace Max og alle de andre kommer i tre længder, tre højder og selvfølgelig også som chassis. Fabriksudgaver med færdige opbygninger kommer senere, men i Danmark er vi meget glade for de ladbiler, vi selv strikker sammen, så fra start handler det om to versioner af Proace Max med dieselmotor på henholdsvis 140 og 180 HK fra den 2,2 liters diesel, som er en fransk Stellantis maskine, hvor vi havde meget mere tilfredse, hvis man havde valgt den oprindelige italienske 2,3 liters diesel, der holdes i live af Iveco.
Den længste Proace Max skal betale ekstra, hvis den frister betalingslugen ved Storebælt. Længden er 636 cm, mens den korte version i laveste udgave måler 225 cm i højde, så den kan ikke køre ned i en typisk dansk parkeringskælder.
Proace Max er så tæt på Danmark, at der allerede er priser på bilen, der starter med 267.000 kr før moms og rabat i billigste udgave med 140 HK, og det er værd at bemærke, at Toyota ikke har den mindste 120 hestes model på programmet.
Proace Max som el-bil er lidt ude i fremtiden. Hvornår bilen er klar til salg er lidt usikker, men vi ved, at bilen fås med 110 kWh batteri, at rækkevidden er op til 420 WLTP kilometer, og motoren er på 270 HK, og så kommer den rigtigt interessante vinkel på den fælles varebil, som på et afgørende punkt adskiller Toyota Proace Max fra de andre Stellantis varebiler.
Stellantis er på vej med en Ducato og Opel Vivaro på brint.
Toyota har takket pænt nej til disse varianter.
I stedet ventes det, at Toyota kommer med deres egen brintteknologi til både Proace og Proace Max, og hvis dette halvskumle rygte er korrekt, sætter vi kryds ud for Toyota, som både har garantien på plads, ligesom Toyota efterhånden har rigtig meget erfaring med brint, og allerede er ved at udvikle det der hedder generation tre, så hvorfor vælge en nybegynder kan vi fristes til at spørge, selv om vi har stor respekt for det, Opel kan præstere. Men kan de stikke en Toyota brint med 11 års garanti minus en enkelt dag?