Tesla-ejere dumper
FDM og Bilsyn har fremlagt nogle foruroligende tal. Alt for mange el-biler dumper, når de skal til syn, og det er et nyt fænomen, for det er først nu el-biler for alvor dukker op i synshallerne i større tal, så man kan begynde at finde generelle fejl på el-biler.
Bilen der især tiltrækker sig opmærksomhed, er Tesla 3. Bilen der dukkede op i 2019 og var storsælger i 2020, Tesla 3 blev også kåret som Årets Bil i Danmark 2020, så bilen er på mange områder en bil, der har sat i sit aftryk på det danske marked, og fordi Tesla har haft så stor succes på markedet, kommer der pludselig mange Tesla 3 i synshallerne i det forgangne år, og med et ganske dårligt resultat.
Her på redaktionen er vi ikke overraskede. For år tilbage var vi rent ud sagt rystede over en Tesla stand på den store internationale biludstilling i Paris.
Her havde man sømmet en Tesla platform op på væggen Bilen var en nu ældre model S, men her kunne vi studere bilen indgående, og vi var chokeret. Kvaliteten var i bedste fald tvivlsom, og vi rapporterede fænomenet fra Paris, og artiklen ligger her på Bursd.com.
Vi var overrasket over, at Tesla i det hele taget ville udstille den gang tvivlsomme arbejde, men det siger eller sagde vel noget om den linje, der var lagt hos Tesla, så derfor er vi ikke vildt overrasket over det, der ligner tvivlsom kvalitet i den kinesisk byggede Tesla.
Vi skal nok lade være med at sætte lighedstegn mellem kinesisk Tesla og andre biler fra Kina. Det må vente til der er et større statistisk grundlag, men før vi skyder hele Tesla i sænk for dårlige tal i både danske og tyske synshaller, – tallene stemmer i øvrigt med det man også har konstateret hos tyske TÛV, og ud af de 4668 Tesla 3 der har været på liften i 2024, var der fejl på 1392 ifølge de tal FDM har offentliggjort.
Tvivlsomme ejere
Det er nu vi dumper Teslas ejere. Hvordan kan man bare tage sin ellert, og køre den til synshallen, uden at man har forberedt sig på det store eftersyn? Bilen er som bekendt fire år gammel, den har kørt i slud og sne, og selvfølgelig skal bilen kikkes igennem, selv om alle har tudet den danske befolkning ørerne fulde om, – at el-biler er billige i drift, og der ikke er ret meget der skal efterses – er det generelle budskab, og hvis man bare sætter sig ind i sine ellerter og kører, og sætter bilen i stikket om aftenen hjemme i carporten, er man medskyldig.
Selv om der ikke skal skiftes olie, der skal ikke skiftes filter, der skal ikke tjekkes kølervæske og alt det andet, der kræver løbende tilsyn og service i en almindelig bil, kan man ikke bare lade stå til.
Tesla 3 blev noteret for mange bremsefejl. Her kan vi åbenlyst rette søgelyset mod ejerne, for bremser skal selvfølgelig efterses og serviceres. Og hvorfor får man ikke tjekket det mest vigtige, før man kører i synshallen, hvor det nærmest er pinligt at blive kasseret for forlygter, der peger mod toppen af lygtepælene, frem for at pege korrekt frem på vejbanen foran bilen. Fejl der ofte begås, når hr. Jensen selv forsøger sig med at skifte en pære i forlygten, ligesom en revne i et lygteglas selvfølgelig skal opdages inden synshallen kikker med.
Når man er til eftersyn med sin bil, vil personalet på værkstedet også finde mindst en af de to øvrige fejl på Tesla 3. Slør i forhjulene. På godt dansk hjulslør, som er en følge af dårlig kvalitet på Tesla 3 fra årgang 2020.
Den sidste meget almindelige fejl på en Tesla 3 er ratslør. Frit fortolket er det slidtage. Ratslør var en fejl, der plagede biler i gamle dage, hvor man havde rulle-snekke styring, her kunne man justere på systemet, og var den helt gal, kunne man hælde lidt savsmuld i styrhuset, i det håb, at bilen klarede syn, så bilen kunne sælges med ”over-kantsten” garanti, men et moderne styresystem må ikke have så mange fejl, og så megen slidtage når bilen kun er fire år, og langt de fleste Tesla 3 har ikke kørt synderligt mange kilometer, så der er problemer med styretøjet hos Tesla.
Er det denne fejl der betyder kasseret bil, kan det accepteres at fejlen ikke er opdaget af ejeren, men hvem er ejeren?
Mange Tesla er leasede, og her er bilen typisk dækket ind af et serviceprogram, så det manglende tilsyn og den sløsede gang service, siger også noget om de værksteder, der laver service på Tesla, så kritik mod ejerne er både den private ejer og af leasingselskaberne, der har den kedelige tendens til at skære mest muligt i omkostningerne på de leasede biler, så de kan sælges med bedst mulig fortjeneste.
Hvad kan man så lære af de første noget bekymrende tal for el-biler, der når de danske synshaller i stort antal.
Først må vi konstatere en tvivlsom produktkvalitet. Dernæst retter vi skytset mod bilens ejer, for, – man sender ikke en bil til syn, uden bilen har været til indledende service, for at finde og eventuelt udbedre fejl, før man rammer rullefeltet og liften i synshallen.
At leasingselskaberne også forsøger at snige sig udenom, er heller ikke ukendt, men den daglige bruger kan ikke erklære sig helt uskyldig, men det er også værd at lægge mærke til, at Tesla har fire års garanti, så det er sidste chance for at få Tesla med til at betale regningen, selv om de måske vil forsøge at kalde det for sliddele, som ikke er omfattet af en garanti, men den går ikke. Hjulophæng og styretøj er omfattet af en bils garanti, så her er der noget at hente.
Næste punkt må være, at vi retter blikket mod kommende års beretninger fra de danske og vel også de norske synshaller. I Norge er det statistiske materiale bedre, end det er i Danmark. Det er i Norge, vi vil kunne se eventuelle fejl og mangler hos andre el-biler, så vi har hånden på luppen, selv om vi ikke vil lægge hele skylden på Tesla.
Det handler også om rent sjusk hos ejerne, som åbenbart tror, at en el-bil ikke skal efterses eller have service, hvilket i øvrigt er en særdeles kostbar affære hos Tesla. Kun en tåbe frygter ikke en værkstedsregning fra Tesla.