Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

1. April 12:14 by Jørli Petersen

Tesla på vej frem

Tesla har været dømt ude af mange skribenter, men helt så slemt er det ikke. Endnu. Registreringstallene for marts måned viser fremgang.

Der har været en stemning af dommedag over bilmærket Tesla, siden Elon Musk dukkede op som en meget synlig figur, – ikke i skyggen af, men ved siden af Trump.

Der har været skrevet kilometervis af artikler om faldende salgstal, mens vi her på Bursd.com har været mere tilbageholdende med at dømme Tesla ude, og de seneste registreringstal peger ikke i retning af faldende dansk salg.

Snarere tværtimod.

Modsat er det ikke til at komme uden om, at Elon Musk har stor indflydelse på bilmærket. Der er demonstrationer, afbrændinger, hærværk på biler og meget andet, og mens de seneste danske salgstal er positive, kan man ikke benægte, at brugtværdien på en Tesla er faldende, for ikke at beskrive værdien som værende styrtdykket.

Store brugtvognsforhandlere er helt stoppet med at købe brugt Tesla, og netop den faldende brugtværdi, rammer Tesla som en uventet boomerang, for en meget stor andel af de Tesla der kører på de danske veje, er leasede biler.

De biler der kommer ind efter endt leasingperiode, skal nu sælges som brugte biler, og de banker, leasingselskaber eller Tesla selv, der har ”udlejet” bilen i en eller anden periode, har forudset en værdi som brugt, og når den falder sammen efter typisk tre år, er det en alvorlig streg i regningen for det selskab, der har stået for den finansielle del af leasingen, for pengene, og dermed fortjenesten, er først i kassen, den dag bilen er solgt til den værdi, man oprindeligt havde forudset, og hvem havde forudset Elon Musks nye rolle for tre år siden?

Når Bursd.com har været forsigtige med at afskrive Tesla, før vi har de endelige registreringstal, er det fordi nedgangen og Elons offentlige optræden er faldet sammen. Mens direktøren og storaktionæren er kommet i søgelyset, har topsælgeren, Tesla Y været under udskiftning.

En ny model har været på vej, og det er helt almindeligt, at en udgående model dykker i salgstal, mens alle venter på nyheden, og det er netop tilfældet med Tesla Y, der er klar med nyheden, og det er den nye model Y, der står for de registreringstal, vi kan se for marts måned 2025.

Hvor mange af disse der så er leaset, og dermed biler der skal erstatte en tidligere leaset Tesla, siger tallene ikke noget om, men det er en kendsgerning, at Tesla Y har stigende registreringstal. Vi skal et par måneder længere frem, før vi med sikkerhed kan sige, at Tesla er på vej ned i det hul, som alle aktieanalytikere mener, er den barske virkelighed.

Og så er der alt det med brugtværdien på en Tesla? Først bankede Tesla priserne i bund. Det er godt to år siden alle ejere af en Tesla kunne afskrive et uventet stort beløb, og nu sker det igen, og hvad har det af betydning for mærket Tesla?

De nyeste tal for Tesla Y i Danmark er følgende.

Registrerede Tesla Y i 2025

Januar måned 278

Februar måned 387

Marts måned 457

Det er til gengæld ikke en voldsom stigning i forhold fra februar, og det er betydeligt dårligere registreringstal, end vi kunne se for et år siden, hvor Tesla Y registrerede 783 i januar måned, mens februar 2024 sendte 979 nye model Y på de danske veje. Dertil havde Tesla godt gang i den mindre model 3, som nærmest er forsvundet ud af billedet. Måske fordi Tesla 3 havde en større andel af private købere, men den endelige dom over Tesla, kan først afsiges om en måned eller to. Det eneste der er sikkert ved indgangen til april 2025, må være, at Teslas registreringstal af faldende og VW koncernen har sat sig på flæsket ifølge de tal, der er tilgængelige fra Bilimportørernes Sammenslutning, eller skal vi kalde dem El-bilernes Sammensluttede Heppekor, en forening, som i dag officielt kalder sig Mobility.

Aktierne falder i værdi, brugtværdien kollapser, og mange brugtvognsforhandlere er holdt op med at købe brugt Tesla, men vi kan først sige noget endeligt i løbet af de næste måneder.

Pin It on Pinterest

undefined