Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. May '20 13:19 by Jørli Petersen

Tillid til Kina?

Først Norge, så resten af Europa. Byd sender nu personbiler til Europa, første model bliver denne Tang EV600 som er en 100 procent elbil med et 82,8 kWh batteri.

Endnu har ingen kinesisk bilfabrik smidt slæberne ind på det danske marked, og så alligevel. Kinesiske Byd har solgt en bunke el-busser til danske trafikselskaber, og busser af mærket Byd kan ses i det københavnske gadebillede.

Nu har samme Byd meddelt, at man er parat til at starte salg af biler i Europa, og da Byd kun producerer el-biler, kan det sammenlignes med amerikanske Tesla, og igen – alligevel ikke, for Byd er meget mere end personbiler.

Byd har det der kaldes et full-range modelprogram. Fra personbiler til tungere specialkøretøjer, og de to første modeller der kommer til Europa og Danmark, er en SUV i samme størrelse som Jaguar I-Pace plus en traditionel varebil med totalvægt på 2600 kg, men Byd har også lettere lastbiler på programmet, og med et meget komplet program med alle type køretøjer, skal kinesiske Byd tages alvorligt, især hvis vi ser nærmere på de data, der oplyses for de første modeller.

Næste model bliver en mellemstor varebil, tilsyneladende med en rækkevidde, der er væsentligt bedre end alt andet vi kender netop nu.

Det er oplagt, at de europæiske konkurrenter allerede har et godt billede af kinesiske Byd, som blandt andet samarbejder med Mercedes.

Byd beskriver også sig selv som et privatejet selskab, men kan vi i det hele taget stole på Byd, som uanset selskabsform, er underlagt alle kinesiske retningslinjer.

Kina er som nation i det der kan kaldes ”bad standing”. Årsagerne er flere, med selvfølgelig handler det også om Covid-19, som er stærkt medvirkende til meget ringe tillid til oplysninger fra Kina.

Vi har set nærmere på de officielle Corona-tal fra Kina, og de er rent ud sagt besynderlige.

Den 27. marts havde Kina 81.897 tilfælde af Covid-19 ifølge Johns Hopkins. Disse tal steg svagt frem til den 11. april, hvor Johns Hopkins kunne oplyse 83.003 officielle tilfælde, og frem til dags dato har Kina haft under 84.000 officielle tilfælde, og de seneste uger er de officielle tal kun svinget med to ekstra eller fem mindre end forgående dage.

Tallene er så påfaldende, at det er meget vanskeligt at tro, at de afspejler den kinesiske virkelighed. Det viser et billede af en nation, hvor man ikke har til hensigt at sige ret meget, og slet ikke noget der kan miskreditere land eller produkter, og det er denne indstilling, som nu skal omsættes til kinesiske biler, så vi gentager det afgørende spørgsmål.

Kan vi stole på Kina og de kinesiske bilmærker? Kan vi stole på ”det fra Kina” lige så langt som vi kan kaste en præmietyr, – det er i det lys, man også skal se kinesiske biler på vej til Europa.

De første køretøjer fra kinesiske Byd, kører allerede i Danmark. Her som linje 18 i københavns bytrafik.

Når Byd oplyser, at deres første el-bil i Europa kører ”op til ” 520 km på en opladning, er det så troværdigt, sammenlignet med den troværdighed vi tildeler kendte europæiske bilmærker, som ikke er velkendt for specielt troværdige forbrugstal.

Vi afventer de næste udspil fra Byd, vi gætter på, at Byd opretter europæisk hovedkontor et sted i Tyskland, men vi mangler fortsat at få sat navn på en kommende dansk importør.

Der er grund til at tage Byd alvorligt. Dels p.g.a. det komplette modelprogram, men også fordi Byd og andre kinesiske bilmærker kan spille på kendte strenge, når man vil sælge biler til danske købere.

Med en meget omfattende garanti og særdeles konkurrencedygtige priser, kan Byd og andre kinesiske bilmærker vende op og ned på det danske bilmarked, på samme måde som japanske bilmærker gjorde det i de sene 60’ere og koreanerne i 90’erne.  Grundlovsdag vender MG tilbage til det danske marked, men selv om man gemmer sig bag et meget kendt navn, er der tale om en anderledes, men også kinesisk bil, og her giver MG en garanti på fem år eller 150.000 km. Det er rent ud sagt ikke godt nok.

Det handler om skepsis og tillid. Kineserne skal først vise, at bilerne dur, og hvis der er problemer, er der nul bøvl med garantien, men så længe Byd kan lave bybusser, som kører uden problemer i Danmark, kan man vel også lave pålidelige person- og varebiler. Tror vi. Måske!

Byd har også tungere specialkøretøjer. Nogen skal jo flytte rundt på containerne.

Pin It on Pinterest