Tiltrængt opgradering
Vi starter med at beskrive forskellen mellem 208 og 2008. Det er meget mere end et ekstra nul i talrækken, for den synlige forskel kan også aflæses direkte på de faktiske mål.
2008 synes meget større end den er i virkeligheden. Mange vil sikkert forveksle bilen med den større 3008, og det er uanset om der er et ”e” foran talrækken. Bilernes størrelse er den samme.
Den meget folkelige 208 har en længde på 408 cm og en akselafstand på 254 cm. Disse mål siger meget om bilens klasse og om de indvendige mål, og derfor er det væsentligt at lægge mærke til, at crossover modellen 2008 har en længde på 430 cm, et plus på hele 22 cm, mens akselafstanden også har fået et ekstra stræk med 261 cm, som både placerer 2008 i Golf og Corolla klassen, men også distancerer 208 med syv centimeter, og det er en god tommelfingerregel, at længere akselafstand direkte kan aflæses på benplads på bagsædet, og her er der bingo, hvis man sætter de to gange Peugeot op mod hinanden.
2008 er meget mere brugsvenlig end 208. Modsat er den mindre model mere praktisk i byen, og især når der skal parkeres, hvor udsynet i 2008 ikke er helt så godt, som det kunne være, men med bakkamera går det sådan nogenlunde, selv om man ikke har helt styr på bilens hjørner, når man skal bakke vinkelret ind til parkering. Det kræver godt kendskab til bilen, før man har knækket koden.
Flere kilometer
Den elektriske e-2008 er ikke nogen nyhed. Det er tale om en opdatering, og foruden de udvendige ændringer, er der tale om væsentlig forbedring af det tekniske, hvor især bilens rækkevidde og evne til at lade, er bedre end tidligere.
Motoren har fået mere guf. Nu står den på 156 HK og 260 Nm, men endnu mere vigtigt, batteripakken er øget til 54 kWh, og større batteri er som altid det samme som flere kilometer fra 100 til nul procent.
Netop rækkevidde har været et kildent emne hos franske Stellantis og dermed for Peugeot. De første forsøg med ellerter var pænt sagt ikke så gode, når vinteren rev og ruskede i de afpillede juletræer i carporten.
Med den forbedrede gang teknik siger Peugeot nu, at rækkevidden er lige en anelse over 400 WLTP kilometer, og som altid, er WLTP en noget underlig størrelse. Når vi tjekker de internationale data fra den virkelige verden, hedder det 300 km i rækkevidde, hvis man kun skal nævne et enkelt tal. Du kan selv læse videre i det nedenstående skema, men uanset hvad, så er det en forbedring, og 300 kilometer i rækkevidde er mere end OK for en bybil. Der er lidt ekstra elastik til en mindre tur udenbys, men man bliver hurtigt træt af gentagne opladning på langtur, for når man giver gas på motorvej i e-2008, går det ganske hurtigt med at tømme batteriet.
To forskellige biler
Er det så en let ændret 208 vi ser nærmere på i face-liftet udgave. Det hurtige svar er nej. Vi kan styrke det med ”slet ikke”. De to biler er meget forskellige, selv om de skal spille rollen som nære familiemedlemmer.
Først er der det med højden. En meget højere bil giver et helt anderledes tyngdepunkt. Det går ud over bilens generelle køreegenskaber, styringen er dog stadig acceptabel, Peugeot har som altid også formået at gøre et godt stykke arbejde med opsætning af undervogn, men at sætte bare et forsigtigt lighedstegn mellem 208 og 2008, er ikke muligt.
Dertil er der alt det med plads. Her er det to verdener. Hvis bilen også kan udfylde rollen som praktisk familiebil, er 2008 den oplagte valg, både bagagerum og plads i kabinen har store plusser til den store model, og på den måde nærmer vi os enden på de mest gennemtænkte områder, for 2008 er mest af alt en opdatering. Den er blevet bedre på helt afgørende områder, men til sidst er det da også værd at kaste et blik på den version af 2008, som er helt traditionel.
Man kan købe en 2008 til lige under 200.000 kr. Det er så en benziner med 1,2 liters 3-benet motor på 100 HK, men det kan også gøres bedre til en lidt højere pris, men der er en prisforskel på 110.000 kr fra billigste 2008 til den elektriske version, og så efterlader vi yderligere spekulationer om brugtværdi, brugsværdi og meget mere til den enkelte potentielle køber.
Rækkevidde estimeret: | Peugeot e-2008 156 HK | ||
By koldt vejr | 300 km | By mildt vejr | 455 km |
Motorvej koldt vejr | 215 km | Motorvej mildt vejr | 275 km |
Gennemsnit koldt vejr | 255 km | Gennemsnit mildt vejr | 345 km |
Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland. |
Peugeot e-2008
Pris: fra 309.990 kr
Pris for testbil: 313.689 kr
1 – aut
156 HK
260Nm
0-100 km/t: 9,1 sek
Tophastighed: 150 km/t
Batteripakke 54 kWh
Spænding ?
Rækkevidde WLTP 403-406 km
Kørevægt: 1623 kg
Totalvægt: 2030 kg
Trailer: 0/0 kg
CO-2: 0 g/km