Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

18. October '20 09:13 by Jørli Petersen

To gode råd

Designet er anderledes, navnet er spansk, men alt det du ikke ser, er dagens samling af komponenter fra VW koncernen.

Vi lægger ud med de kedelige, men også vigtige data. Laveste pris på en 5-dørs Seat Leon er 215.000 kr før måtter og isskrabet men incl levering. Til gengæld er det en 1-liters maskine, faktisk er det Mii motoren med turbo, der er rykket ind i Leon, men meget kort. Glem den. Leon fortjener meget bedre.

Prisen på testbilen er ifølge den danske Seat importør opgjort til knap 360.000 kr, mens en standard FR med 150 HK og 7-trins DSG koster 290.000 kr, og hvorfor vælger vi så at lægge ud med en masse priser?

Kort og godt fordi der er dømt dødt løb på alt det tekniske mellem Leon og VW Golf. Det er farven, der har fået en anden lyd. Om det så er Leon eller Golf, der har fået den nye lyd, er op til den enkelte, men der er også forskel på de to bilers design, hvor Leon har det tydelige strejf fra den latinske designskole, mens Golf er den klassiske, som ikke må afvige for meget fra forgængeren, men med bind for øjnene kan man ikke mærke forskel på de to biler. Selv den lille miniature knop af en gearvælger er den samme i Leon og Golf, og nu rykker vi så helt ind til kernen.

Engang var FR noget med ekstra HK. I dag er det udstyr.

Vi har nævnt basisprisen på Leon med testbilens data til 290.000 kr. Hvis der skal stå Golf på den samme bil, er prisen 345.000 kr, så vi taler rent faktisk om en prisforskel på 55.000 kr for den samme bil med lidt forskel på lyden.

Kabinen adskiller sig på helt afgørende områder fra det vi har set i søstermodellen fra VW.

55 af de store! Tankevækkende. Derfor ledte vi med lys og lygte efter en forskel, der berettiger den store forskel, og ja, vi er helt med på dagens bilmarked kan vende op og ned på priser, alt efter hvem der køber, og hvordan man køber eller lejer på en eller anden måde, men 55.000 som udgangspunkt, og nej, vi kunne ikke finde den afgørende forskel, der på nogen måde retfærdiggør den prisforskel. Selv de begrænsede europæiske garantibetingelser er de samme, men, – og der er jo altid det lille men, hvis vi skulle finde noget der for os er en afgørende forskel, falder den ud til fordel for Seat Leon.

Og fordelen: Kabinen og dens indretning!

Ubestemmelig hybrid

Når vi fremhæver den identiske teknik med det vi finder i VW Golf, gælder det også det 48V mild hybrid system på bilen. De lille ”e” foran TSI indikerer noget med el, og som det var tilfældet, da vi testede Golf, er det umuligt at sige med sikkerhed, hvad og hvor meget af bilens kvaliteter der skyldes 48V systemet. Noget laver det elektriske system, men fra andre biler ved vi, at det ikke er meget. Det er som en slags glasur på fødselsdagskagen, det er krømmel på romkuglen, men vi har et ganske fornuftigt forbrug i Leon med blandet kørsel, og skal vi være både lidt modige men også ærlige, er forbruget nok lavere end ventet.

Og her kan mild-hybrid systemet stikke sin næse frem, uden vi kan måle hvor meget og hvor lidt.

Bagagerum som klassens gennemsnit, dog med en lidt rigelig indvendig høj kant.

Samlet er pakken med 1,5 motor og turboladning rigtig god. Vi arbejder primært med bilens moment, vi kan en sjælden gang føle os fristet til at se, hvordan motoren snupper omdrejninger, men vi falder hurtigt tilbage til det systemet er skabt til, og foruden et lavere forbrug end ventet, er vi også særdeles tilfredse med bilens støjniveau.

Løve uden temperament

Seat burde på ægte spansk vis have lidt ekstra høje hæle og en gang kastagnetter, men nej. Ikke med mindre man finder det sydlandske i bilens design. Ikke engang FR betegnelsen lever op til det man tidligere kunne forvente. Der var engang hvor FR bag på en Seat var mindst 170 HK og en ikke vildt hård undervogn som på Cupra, men i dag får man en lang næse med FR.

Vi foretrækker en kabine med helt almindelige matte overflader.

I dag er FR det udstyr, det kan også være et udtryk for daglig komfort, for det finder vi i rigt mål i Leon, vi er endnu engang tilfredse med bilens opsætning som helhed, skulle man ønske sig lidt mere ”FR” i Leon, – finde et sted hvor man ville tilføje bilen et par grader sydlandsk temperament, kunne man stramme styringen lidt uden det ville skade, men vi er langt fra utilfredse, og det skal ikke opfattes som kritik, kun et lille ønske.

Til syvende og sidst handler det om mor eller datter. Hvem kan man bedst li’! Vi pillede ved helhedsindtrykket bag rattet for nogle afsnit siden, og den største kritik vi rettede mod Golf, holder vi lidt i ave med Leon, som bevares har en længere række af de samme løsninger, men hos Leon får man ikke de mange blanke overflader, som ustandseligt ligner en gang rod med alt for mange fedtede fingre, der er lidt flere helt almindelige knapper i Leon, og de mere berøringsvenlige overflader og de lidt flere knapper, er en af de to ting, der får regnestykket til at falde ud til fordel for Leon.

Det sidste og måske vigtigste er selve regnestykket. Prisforskellen fra Leon op til Golf er alt for stor til at retfærdiggøre en Golf, så her er to gode råd. Vil du ha’ en Leon, så køb en Leon. Vil du ha’ en Golf, så køb en Leon.

Seat Leon FR 1,5 eTSI 150

Pris: fra 214.990 kr

Seats design er skarpere end det vi ser hos VW.

Pris for testbil: 358.504 kr

Motor: 1,5-liter 4-cyl

7 – aut DSG

150 HK v. 5000 o/m

250 Nm v. 1500 o/m

0-100 km/t: 8,4 sek

Tophastighed: 221 km/t

Forbrug: 17,2 km/l

Kørevægt: 1280 kg

Totalvægt: 1780 kg

Trailer: 1700/640 kg

CO2: 133 g/km

Pin It on Pinterest