To trin op

MG har fået kik på den øvre klasse af ellerter. To nye modeller skal tage hul på det øvre segment, hvor den primære kinesiske udfordrer ligner Zeekr. Foto viser det vi tror er billigste nyhed, – MG IM5.
Goodwood er mere og mere blevet et sted, hvor bilproducenter vælger at løslade eller afsløre lidt specielle biler, men MG afviger fra denne typiske tendens. Sikkert fordi MG og England har en helt særlig forbindelse, og netop MG har et rigtig godt marked i England, så hvorfor ikke benytte den meget berømte festival til at vise noget nyt og tiltrække sig en god bunke opmærksomhed.
To af nyhederne er IM5 og IM6. Det er to trin op ad den stige MG til dato har betrådt, vi peger i retning af større biler og mere luksus, vi taler også om højere priser, men det vi officielt ved fra den danske afdeling af MG er, at bilerne kommer til Danmark, men at man endnu ikke ønsker at sige noget om mekanik, udstyr og priser.

MG6 er på papiret en større bil, og dermed også en bil der kan hoppe lidt op på prislisterne, men teknikken er den samme på de to nyheder.
Alt det må komme senere, men så meget tid har MG trods alt ikke, for man har også meldt ud, at disse to udgaver af MG kommer til Danmark til oktober, så vi taler om to måneder, og måske skal de nye gange MG deltage i første runde til Årets Bil i Danmark, en runde der finder sted i slutningen af september.
Mens MG Danmark ikke ønsker at sige noget om MG IM5 og IM6, kan vi da tage dem lidt under behandling. Vi kan afslører noget, der nok ikke er specielt overraskende, -at det er to biler fra samme gang surdej. Inderst inde er teknikken den samme, det er samme platform og batteripakke, så vi taler lidt størrelse, noget udstyr, noget design, men ikke helt afgørende forskelle, – dog med et lille forbehold for de kommende priser. Her kan der være en anderledes overraskelse.

Er det en coupe eller er det en sedan? MG bruger begge betegnelser for de to nyheder.
Vi lægger ud med det fælles, der ifølge MG handler om ”performance” altså ydelse og effekt, vi lægger ikke det store i køreegenskaber, før vi har sparket dæk som absolut minimum, men det handler også om mange kilometer på en opladning, om teknologi og en ny gang digital kabine, som vi afventer med stor spænding.
Den fælles teknik er 800V system, en batteripakke på 100 kWh brutto, en motor med 408 HK og 500 Nm, og herfra er der forskel på de to modeller.
IM5 klarer 0-100 på 4,9 sekund, tophastigheden er 220 km/t, bilens længe er 493 cm, bredden er 196 cm uden sidespejle, så vi er allerede i problemer med de danske parkeringsbåse med tilhørende hvide streger, og så er akselafstanden på IM5 og IM6 identisk med 295 cm.
Rækkevidden er vi ikke helt sikre på, vi afventer de helt præcise WLTP-data, men det forlyder, at IM5 klarer 530 WLTP kilometer, hvor den på papiret større IM6 klarer 500 km, og så kommer vi til flere forskelle.

IM5 forrest og IM6 bagerst. Begge biler får dansk debut i oktober måned, og priserne er fortsat ukendt.
IM5 vejer i køreklar stand 2210 kg. IM6 vejer 2320 kg, men til gengæld er IM6 kortere end IM5, her er vi kun på 490 cm, mens bredden er røget op på 199 cm, så det ville være helt rart, hvis MG kunne søge en statslig institution efter dispensation for alt det med parkeringsregler.
En anden god nyhed fra MG må være en, vi ikke rigtigt kan bruge til noget, men bedst mulige ladetempo på begge biler er 369 kW, som ikke kan eksekveres noget sted i Danmark. Hvis – vil vi gerne have et mail, så vi kan teste.

IM6 bagfra ligner umiddelbart en IM5 fra samme vinkel, men der er forskel på de to biler. Både når det gælder ydre mål og vægt.
Endelig er der alt det med MG, som vi tidligere har luftet. Spørgsmålet er naturligvis: Hvor meget såkaldt ægte MG er der i de nye IM5 og IM6? Findes de to biler på andre markeder under andre navne? Læg især mærke til det logo der sidder på bilerne, det er ikke MG, det er kun nummerpladerne der er skiftet i dagens festlige anledning!
Det vi ved med sikkerhed er, at SAIC er en kæmpe kinesisk bilkoncern, og her er MG kun en del af giganten. Vi ved også, at hos SAIC går man ikke så højt op i det med bilmærker, hvis man har en bil, der kan sælge pænt på et marked, hvor MG i forvejen er populært, klasker man bare en MG skilt på den ønskede bil.
Vi afventer de to nyheder i spænding.
Samtidig lurer vi også på det, der måske mere er MG, en ny model Go. En nyhed i B-segmentet, altså en mindre bil, noget der kan være en billig ellert, – den er endnu ikke i produktion, så vi afventer.

Navnet er GO! og bilen ligner mere noget ægte type MG. Med andre ord en mindre ellert, der fortsat er på projektstadiet.
