To typer Hilux

Toyota er klar med prisen på den elektriske Hilux, der er ganske anderledes end den Hilux diesel, der kommer et par måneder senere, samtidig med dieseludgaven opgraderes i forhold til den nuværende.
Når man hører udtrykket – til sommer – er det typisk i en positiv sammenhæng. Her er noget man kan se frem til, men når det gælder en elektrisk udgave af en ægte legende, – Toyota Hilux, er situationen ganske anderledes.
Hvad er det Toyota har begået? Det er ikke et angreb på beslutningen om at lave en Hilux som ellert, det er naturligvis en forretningsmæssig beslutning, – er der penge i skidtet så fred være med det, men hvem er køberne?
Har Toyota fundet en helt ny gruppe af købere. Hvis det er tilfældet, er det selvfølgelig ekstra godt, men den klassiske køber af Hilux, skal indstille sig på en bil, der er noget ganske andet, end det der har gjort netop Hilux til noget ganske særligt.

Den elektriske fordel. Fordi el-biler pænt sagt er fritaget for afgift, er det nu muligt at få bagsæde i en Hilux uden en voldsom merpris.
Først og fremmest noget om pris. Toyota har nu sat prisen til 424.900 kr før moms for en Hilux ellert. Fordelen ved den løsning er, at det nu er muligt at have bagsæde i en gulpladebil uden det koster uhyrligt mange penge, men det er måske også en overraskelse for mange, at bilens data er som de er, så derfor går vi tæt på de forskelle, der er fra elektrisk Hilux til klassisk diesel, der kommer et par måneder senere end den elektriske, mest fordi dieselmodellen bygges på en anden fabrik.
Den elektriske Hilux lægger 196 HK. Den kommende diesel opgraderes fra den lidt triste nuværende udgave med 2,4 motor og 150 HK, næste udgave er tilbage med 2,8 diesel tilsat en gang mild-hybrid, så vi ryger op på 205 HK, mod tidligere 204 som ren 2,8 diesel, men det er overraskende, at ny elektrisk Hilux nøjes med 205 Nm på forakslen og 269 Nm bag.
Man skal også lægge mærke til en nedgang i lasteevne, e-Hilux må køre med 715 kg på ladet, traileren ryger ned på 1600 kg mod 3500 kg til en diesel, og WLTP rækkevidden for elektrisk Hilux siger 257 km, så bilens data er meget på det jævne, mens vi bemærker forhøjet udstyrsniveau, et strømudtag på 1500 W, og selvfølgelig har Toyota bygget en stribe off-road programmer ind i drivlinjen på elektrisk Hilux, men vi vil nok være yderst forsigtige med at udfordre den elektriske Hilux i ægte vanskeligt terræn. Der kan være rigtigt langt hjem.
Men til sommer, og et par måneder senere kommer den rigtige Hilux. Igen med 2,8 diesel og lidt mild-hybrid.

To gange Hilux. Samme navn, kun et lille “e” adskiller de to, men to meget forskellige biler.
