Touring med fire
5-Serien er en af grundpillerne i BMW’s modelprogram. Det er en bil der med vold og magt skal have succes, det er en bil der skal sælges i store mængder, så nede omkring Munchen er man selvfølgelig meget forsigtig med ikke at fornærme kunderne. De skal have hvad de forventer, og så må de gerne blive en smule overrasket, og det bliver de med den nye 5-Serie med lodret bagrude og bagagerum til loftet.
Ny 5-Serie er kun vokset en anelse i forhold til den tidligere model. En anelse længere, det betyder lidt længere mellem for- og bagaksel, det giver lidt mere plads til mennesker og bagage, men det er trods alt ikke så store forbedringer, at det resulterer i nye folkevandringer til BMW 5.
Det punkt hvor man for alvor fornøjes, handler om det BMW er gode til. At sætte en bil sammen, så den giver et fornemt helhedsindtryk. Det er også værd at bemærke, at luftaffjedring er rykket ind som standard på bagakslen i 5-Touring, og så vidt vi kan sammefatte det totale indtryk, har det ikke afgørende indflydelse på bilens køreegenskaber.
5’eren er forsat en meget velkørende baghjulstrækker med alle de herligheder det medfører, der er nu noget ved baghjulsskubberen, som ikke kan genskabes i en forhjulshiver, men der er og bliver den fornemme bagaksel, der giver 5-Touring sine kvaliteter, mens det med luft kun betyder, at bilen kan køre med lidt højere vægt i bagagerummet, uden at komme til at ligne en svensker, der har været hos ølhandleren i Tyskland.
Grus i maskinen
Testbilen er en 530i, og det bør få hvem som helst til at stikke næsen op efter det ekstraordinære. Med det mener vi en BMW række 6’er, for ingen kan som BMW få den konstruktionsmæssige logiske rækkemotor til at spinde som den berømte kat.
Men her ryger der grus i maskinen. Hvad er nu det? En 30’er der kun er en 20’er. Ja, desværre. BMW har stadig deres lækre 3-liters række 6’er, men det skal enten være noget med 30 diesel, hvis du vil have benzin, skal du op i noget med 540, før du får naturlig 530, det kan også være noget med 35, men en standard 530, som BMW skal sælger i store bunker, er kun udstyret med en 4-benet, der kendes fra 3-Serien, som i parentes bemærket var udstyret med række-6 i de gode gamle dage.
For at få tilstrækkelig med power i ny 5-Serie, har man sendt bilen på en lille Nupo-kur. Den har tabt sig lidt i forhold til tidligere, der skrues på ladetryk og motorprogrammer, og resultatet er i sig selv ganske fint, der er tale om ganske arbejdsvillige heste i et antal på den anden side af 250, læg også mærke til motorens moment, 350 Nm over et så bredt område finder man ikke hvor som helst, så alt i alt har BMW fået rigtig meget ud af en 2-liters, men skuffelsen er alligevel til at føle på.
Det BMW ikke kan lægge i en 2-liters 4-benet er den rigtige lyd. Dagens 530 lyder kort sagt ikke som den burde i forhold til vores forventninger. Den lange bløde kurve hvor bilen får mærkbar påvirkning med den højre pedal, bliver ikke helt den samme oplevelse, når orkestret er en oktet, hvor det burde være et big-band med alt i strygere og blæsere.
Bevares, BMW tjener et par gram CO-2 hist og pist ved den løsning, man kan opvise et officielt forbrugstal på 17,2 km/l efter den snart gamle norm, det bliver interessant at se hvad det ender med i den nye WLTP norm, men vi er selvfølgelig ikke i nærheden i det virkelige forbrug, men officielt ser det ganske pænt ud for BMW, men oplevelsen er ikke som den burde -eller især kunne være i en BMW, hvor motorbetegnelsen hedder noget med 30.ety
Leasing
Den danske pris hænger selvfølgelig sammen med det officielle forbrugstal, og den officielle pris starter fra 580.000 kr, men det er næsten uinteressant, for det mest interessante tal for BMW er det tal der bruges som beskatningsgrundlag når bilen er hentet ind som firmabil, og her er BMW rigtigt skrappe. Nej, lad os bare kalde det skarpe, for der sker noget med BMW-priser, når man lejer frem for at eje.
Prishoppet fra billigste til testbilen er 400.000 kr, – næsten, så der er smækket godt med udstyr i bilen, men her er det også anderledes når bilen lejes, der kan være en del mere udstyr i bilen uden at det gør noget ved prisen.
Komfortmæssigt lever 5-Serien som Touring op til alle forventninger, der er lige det med motorlyden, der er lidt rå 4-cylindret, men er man tonedøv og uden forventninger, går det rigtig fint, vi nøjes dog med fint, netop fordi vi ikke fik det man burde få i en 530, men så må vi skrue lidt ekstra op for det lækre musikanlæg, og nøjes med at lade os transportere, og trods alt glædes over de meget lækre køreegenskaber.
Pris: fra 580.107 kr
Pris for testbil: 968.766 kr
Motor: 2,0-liter 4-cyl
8-trins aut
252 HK v. 5200-6500 o/m
350 Nm v. 1450-4800 o/m
0-100 km/t: 6,5 sek
Tophastighed: 250 km/t
ECE-snit: 17,2 km/l
Kørevægt: 1715 kg
Totalvægt: 2260 kg
Trailer: 750/2000 kg
CO-2: 133 g/km