Toyota overrasker

Toyota sætter lighedstegn mellem ny Urban Cruiser og Yaris Cross, men prisen er anderledes, for med 235.000 kr for billigste model, er Toyota gået i offensiven.
Toyota er kendt for flere ting, men prisbomber er ikke det, der står høj på listen over spændende nyt fra den japanske kæmpe.
Da Toyota viste den kommende Urban Cruiser tidligt i april, havde man pænt sagt alle oplysninger og data liggende helt fremme på bordpladen, det eneste man slet ikke vidste noget om, var prisen. Det var den vanlige vals med bilen kommer først til efteråret, og vi er slet ikke færdige med at forhandle, som om Toyota Danmark kunne forhandle noget som helst.

Urban Cruiser var på lynvisit tidligere i april. Men kun som lermodel. Det var endda forbudt at sparke dæk.
Ude på Dynamovej tager man imod ordre fra hovedkontoret, og hvis man får et diktat om en bestemt pris, klapper man hælene sammen og siger javel, og sådan er det med alle fabriksejede importører.
Det er heller ikke ualmindeligt, at man venter man at frigive prisen på en ny ellert før sidste øjeblik, for markedet er uroligt, måske ændrer vigtige konkurrenter deres priser i nedadgående retning, og så er det rart at holde krudtet tørt, men Toyota har valgt en anden vej, og forklaringen må være en offensiv politik fra Toyota, og ja, en pris på 235.000 kr for den nye Urban Cruiser er en overraskelse.
Den nye Toyota Urban Cruiser har en søstermodel fra Suzuki. De to biler bygges hos Suzuki i Indien, de er helt identiske med de vanlige undtagelser om lidt anderledes sving på de billige dele, som typisk er noget, der er lavet af plast, man kan også lave lidt om i kabinen, men inderst inde er de to biler helt ens, og Suzuki havde tidligere på året Suzuki e-Vitara på lynvisit i Danmark, og her rumsterede man med netop med 235.000 kr, så Toyota melder offensivt ud, mens Suzuki skal have endnu en snak med fabrikken, for i modsætning til Toyota, er Suzuki-importøren en privat importør, og her forhandler man om prisen.

Det var meningen Urban Cruisers tvilling, Suzuki e-Vitara, skulle koste omkring 235.000 kr. Den plan kan nu arkiveres lodret.
Vi har tidligere beskrevet den nye Urban Cruiser ganske grundigt, så her går vi ikke i detaljer, men den model der koster 235.000 kr, er udstyret med 49 kWh batteripakke og en motor på 144 HK, med andre ord, en ægte bybil fra Toyota, for rækkevidden på 300 WLTP kilometer sætter sine naturlige grænser.
Urban Cruiser fås både med træk på to eller fire hjul. Det sidste kun i forbindelse med den største motor på 184 HK og den største batteripakke på 61 kWh, Toyota oplyser, at 4-hjulstrækket koster 50 kilometer på den totalt rækkevidde, så topmodellen kun har 350 km, mens den bedste model Urban Cruiser har 61 kWh batteri, 174 HK og en rækkevidde på 400 WLTP kilometer.
Og så har vi slet ikke nævnt den kommende Urban Cruisers største fordel.
Hvor andre bilmærker kæmper med forbedret garanti på deres biler, op til fem år med en masse grumme forbehold, er der ikke sparet på noget hos Toyota. Selv om det er Suzuki, der bygger den nye Toyota ellert, får man 10 års garanti eller en million kilometer, det sidste er nok mest et trut i en hornlygte, for hvem gider køre 100.000 km om året i en ellert??? Men en million kilometer!!!
Det sætter Suzuki i en besynderlige knibe. Suzukis mest kendte garanti er den vanlige japanske med tre år eller 100.000 km. Der er meget langt til 10 år eller 11 år minus en enkelt dag, hvis man gør det helt rigtigt, så hvis ikke Suzuki ønsker at give samme garanti som Toyota Urban Cruiser, skal man kompensere på pris, og det er helt sikkert et af de punkter, som Suzukis danske forhandlere vil have med, når der skal snakkes pris på ny e-Vitara.

Når Toyota spiller ud med en pris allerede nu, er det fordi man vil hente kunder fra VW-koncernen, der sidder solidt på det danske marked for ellerter.
Med Toyotas udspil ønsker den japanske gigant både at udfordre VW-koncernen, der sidder tungt og godt på det danske marked for el-biler. Toyota ønsker, at lokke kunder til at bestille en Urban Cruiser frem for at købe noget fra VW, og det kan man kun gøre, hvis man er tidligt ude med en skarp pris. At man samtidig presser Suzuki til at gøre noget ved priserne, er en følgevirkning af Toyotas offensiv, og hvis vi skal gætte lige nu og her, lander pilen på en pris omkring 215-220.000 kr for Suzuki e-Vitara, hvis vi skal benytte den prisberegning Stellantis netop har benyttet. Hos Stellantis koster tre års ekstra garanti 5000 kr, og hvis Suzuki skal op på de 10 år, er det mindst 10.000 kr ned i pris, plus det beløb Suzuki ønsker at ligge lavere end Toyotas startpris, så der er budt op til fornyet dans om købernes gunst.

Med en aggressiv pris presser Toyota en lang række populære konkurrenter. Det er biler som Skoda Elroq, Kia EV3, BYD Dolphin og selvfølgelig VW ID.3.