Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. May '22 20:20 by Jørli Petersen

Transit som el-bil

Ikke et ord om brintmotorer, da Ford præsenterede den største Transit som fuldt elektrisk varebil.

Ford betræder de usikre stier med den nye E-Transit, der som navnet antyder, er en fuldt elektrisk varebil, men det er også en varebil i den tunge ende. Transit uden tilnavne er den ægte vare, det er den tunge bil med 3500 kg totalvægt, men når bilen er elektrisk, er Transit også blevet så stor, at man udnytter de særlige EU regler, der gør det muligt at køre en elektrisk varebil, der er tungere end de 3500 kg på et helt almindeligt kørekort.

Tungeste E-Transit ryger på den anden side af 4000 kg, og det er forklaringen på, at E-Transit kan have en nyttelast på 1758 kg som kassevogn og hele 2090 kg som chassis, og Ford har allerede et meget omfattende modelprogram med den elektriske E-Transit, som allerede ruller på samlebåndet i Tyrkiet.

Ford E-Transit fås lidt uforståeligt med to motorer. Den vi mener er den rigtige version med 184 HK, plus den mere overflødige med 269 HK.

Det er meningen, at mindst 500 E-Transit skal på danske nummerplader i indeværende år. Salget er startet, men de første biler ventes til landet i løbet af slut maj, ultimo juni, og selvfølgelig er der priser på E-Transit, og herfra har vi taget hul på de dårlige nyheder, for E-Transit koster fra 463.000 kr som kassevogn, og vil man selv bygge på et chassis, skal man af med 438.000 kr.

Den næste store udfordring for E-Transit er rækkevidde. Det man altid taler om, når det handler om elektriske køretøjer, og i særdeleshed når det gælder professionelle køretøjer, som skal udføre et ganske bestemt stykke arbejde uanset vind, vejr og især temperatur.

Ikke den store afgørende forskel fra klassisk Transit til elektrisk Transit. Den store forskel i kabinen er måske det analyseværktøj, der fortæller, hvor man kører uøkonomisk.

Den internationale præsentation af E-Transit fandt sted i Barcelona i begyndelsen af maj. På det tidspunkt er udendørs temperatur ikke så aktuel, som det er i Danmark i slutningen af januar, men ikke engang i Barcelona i maj, kan E-Transit køre  de 317 km, som Ford opgiver som det bedst mulige antal kilometer, før det er tvingende nødvendigt at finde en ladestander.

Rækkevidden er mindre end de 317 km. Hvor meget finder vi ud af, når vi har bilen til test i Danmark, men vi kan allerede notere, at der nok skal være en E-Transit til de fleste formål, hvor den største elektriske Transit har en varekasse på 15,1 kubik.

E-Transit kommer også i to versioner. Med 184 eller 269 HK, og det sidste lyder nærmest skingrende skørt, for med en batteripakke på 68 kWh, betyder det selvfølgelig yderlige begrænsninger på rækkevidde, hvor E-Transit med 184 lyder som den bedste løsning til langt de fleste.

Den lille hjælp til at forbedre chaufførens muligheder for at køre lidt ekstra kilometer på en opladning, er det nye forbedrede FordPro system, et system der er beregnet til flådestyring, men det indeholder også meget mere, og et af de ekstra features er et analyseværktøj, der kan fortælle chaufføren, hvornår man gør noget forkert, og hvordan man kører mere optimalt, men hvilken chauffør bruger tid på den form for oplæring efter arbejdstid?

E-Transit fås i en lang række udgaver, som kassevogn op til 15,1 kbm, og som chassis, så man selv kan bygge videre.

Det vil være forkert at opstå, at Ford er specialister i el-biler, eller at Ford har mange års erfaring med elektriske køretøjer. Ford har gjort som de plejer. Når der ikke er nogen udvej, må man købe sig til viden, så Ford har købt en virksomhed, der vidste en masse om el-biler, og E-Transit er resultatet af denne beslutsomme indsats, men Ford har ikke helt opgivet den mere traditionelle varebil.

Snarere tværtimod.

Sammen med E-Transit, måske endda i skyggen af E-Transit, har Ford søsat den største Transit til dato. En 5-tons varebil med nyttelast på knap 2400 kg, og motoren er yderst traditionel, det er en 2-liters 4-cylindret med 170 HK og 10 trins automatgearkasse.

Denne varebil kører også på det samme samlebånd i Tyrkiet som E-Transit, og ja, ny 5-ton Transit ventes at være en del billigere end E-Transit.

269 HK og en batteripakke på 68 kWh er det bedste man kan lokke ud af den første fuldt elektriske Transit, og det danske salg ventes at blive på 500 eller bedre allerede i indeværende år.

Det er de små el-varebiler, der er mest brugbare og aktuelle. Alligevel starter Ford med den tungeste model, og næste E-Transit er den mest almindelige type varebil, som allerede er godt repræsenteret med elektriske tilbud. Ford E-Transit Custom er dog halvandet år ud i fremtiden. Produktionsstart i slutningen af 2023.

Pin It on Pinterest