UX burde være den mindste

Lexus UX300h har fået et såkaldt face-lift, men det er måske mere korrekt at kalde det en teknisk opgradering, for det er svært at se forskel på nu og lidt ældre model.
Det er ikke så længe siden, vi havde den nye mindstemodel fra Lexus under luppen. Desværre med et blandet resultat, for vi er normalt meget positive, når det gælder Lexus, der bygger biler af meget høj kvalitet, sikkert det bedste der kan opdrives, hvis vi taler biler i masseproduktion, og når man så tillægger det, der måske er tidens bedste garanti, det Toyota og Lexus kalder serviceaktiveret garanti, der kan række op til 11 år minus en enkelt dag, hvis man timer sin garanti helt rigtigt, så er vi på et niveau, som ikke har nogen konkurrent, når det gælder kvalitet og sikkerhed i købet.
Skal vi kritiserer noget, er det den snart meget gamle standardgaranti på tre år og 100.000 km, men hvis man passer bilens service, er den pludselig ligegyldig, og hvis man har lyst til at købe brugt Lexus, behøver man ikke spørge til bilens garantiforhold, man sender bare en eksempelvis seks år gammel bil til autoriseret service, og pludselig er garantien genoprettet.

Lexus mener vi er i mellemklassen af SUV, mens vi mener, at vi er i den øvre klasse, når det gælder komfort.
Med en seks år gammel bil kan man nå yderligere fem års garanti, – igen hvis man timer det helt rigtigt, og disse forhold har selvfølgelig stor betydning for bilens brugtværdi.
Derfor er 400.000 kr for en Lexus ikke helt ude i skoven, selv om bilen er en UX300, men vi napper lige et lille forbehold, for testbilen var rigtig flot udstyret, mens prisen var også 100.000 kr højere, så pas på når du kikker Lexus, det kan hurtigt blive lige så dyrt at kikke på ekstraudstyr, som det eksempelvis er på en Audi.
En helt anden ting må være, at denne UX300 burde være den mindste og billigste model hos Lexus, og dermed har vi sagt, at vi ikke helt har forlenet os med den lille LBX, der ser ud til at være opfundet af en marketingafdeling.
Generation et-eller-andet
Men til sagen. Det lille ”h” efter UX300 antyder, at vi har fingre i noget hybrid. Det er helt klassisk Toyota-koncern hybrid, motoren er den samme, som vi finder i både Corolla og den nye C-HR, man kan være lidt fræk og mene, at den også er lig med Corolla 1,6, med en enkelt lille undtagelse. Slaglængden.
Toyota har samme boring i de 1,6 og 2,0 motorer vi kender i Europa, det er kun slaglængden man laver om på, og det er jo ganske elegant, at få to motorer ud af samme indsats med meget lidt ekstra arbejde, det er kun krumtappen der er anderledes, mens vi tror, at Toyota benytter samme lejring af både 1,6 og 2,0, så man ikke behøver have så mange komponenter liggende på hylden.

Tjek bagsædet grundigt, for Lexus rutter ikke just med pladsen.
Dagens 2-liters hybrid i UX300 har fået en rigtig nydelig opdatering. Bilen er i sig selv ikke en nyhed, der er tale om noget face-lift, hvis vi kan rive den så langt, for man skal godt nok stille skarpt for at se forskel, men når det gælder teknik og indretning, er der sket fremskridt, og som vanligt er der ros til Toyota – og dermed Lexus’ hybridteknik.
Det fås kort sagt ikke bedre, og vi kan samtidig blive en anelse bekymret, for med et face-lift er vi nået halvvejs i et modelforløb, og hvad skal der komme efter denne UX300? Er efterfølgeren en ellert, (ohhhh skræk og rædsel) eller måske en brint (straks meget bedre) eller holder man øje med de bløde knæ, der netop nu synes tydelige i EU, således at reglerne for udfasning af biler med benzin- og dieselmotorer bliver skudt fem år ekstra ud i fremtiden.

Skærmstørrelsen er måske lige det største, men ellers er vi godt tilfredse med bilen og indretning, men advarer også mod priser på ekstraudstyr.
Men opdatering er opdatering, vi kan snart ikke tælle hvor mange generationer hybrid,vi har set fra koncernen, vi siger på forhånd undskyld, hvis vi har talt forkert, når vi siger femte generation, men det har aldrig været bedre, Toyota henter 152 HK fra den 2-liters benziner, dertil en elmotor der har fået lidt flere muskler, og på den måde lander vi så tæt på 200 HK som det er muligt.
Komfort og støj
Som altid lægger vi ud på ren el. Igen er vi overrasket over, hvor langt vi i virkeligheden kan køre på el, før den stort set lydløse benziner begynder at spinde med. Rent batteriteknisk er det et meget lille batteri, der ligger i koncernens hybridbiler, men vi kører rigtig meget på ren el i byerne, alle start efter rødt lys sker på el, det begrænser irritationsmomentet fra CVT gearet, som Lexus har slået knuder på sig selv for at gøre så usynligt og så umærkeligt som muligt, og nok engang er vi kommet til det eneste punkt, hvor vi giver et minus til testbilen.
Måler vi på præstation er vi dog ikke så imponeret. Selv med et godt elektrisk skub fra stående start, er vi ikke blandt de hurtigste knallerter på havnen, tophastigheden på 177 km/t er heller ikke noget der lyser op på forårshimlen, men så kan vi også være ærlige og spørge? Hvor tit kører vi med hastigheder, der bare kommer i nærheden af den officielle tophastighed. Vi skal som bekendt til Tyskland for at få luft under vingerne, og så snart man er ude af landet igen, er vi omkranset af regler og begrænsninger.

Dobbeltbund i bagagerummet er praktisk, når man kræver maksimal plads.
Lexus betegner UX300 som en mellemklasse SUV. Det udløser et lille hmmm….., og et eller andet sted kan det vel forsvares, for hvad er mellemklasse. Er Toyota Corolla mellemklasse?
Med det spørgsmål hængende i luften er det på tide at sætte mål på UX300. Akselafstanden er 262 cm, og det er netop Corolla-klasse. Eller Golf-klasse. Eller 308 klasse. Og er det mellemklasse?
Modsat er længen på UX300 450 cm, det er fem centimeter kortere end Corolla Stationcar og 10 cm kortere end RAV4, så mellemklasse?
Den trods alt begrænsede fysiske størrelse har naturligvis sin pris, og vi slår omgående ned på bagsædet. Lad os kalde det begrænset, og opfordre potentielle købere til at se nærmere og tage stilling, vi lader bagagerummet slippe for direkte tiltale, men lader betegnelsen ”mellemklasse” svæve lidt i forårsvinden.

Den løse plade er det rigtige valg i hverdagen, hvor man undgår grimme kanter, og kan nøjes med mindre plads.
Endelig er det ikke til at komme udenom, at Lexus er en let omskrivning af luksus, og det får man i fuld udstrækning. Vi har tidligere nævnt noget om støjniveau, her er der gjort et fornemt stykke arbejde, vi er ganske godt tilfredse med bilens sæder, har udkik til en ganske stor skærm med masser af funktioner, der er også en god del knapper og kontakter til daglige funktioner, og så hygger vi os med den automatiske sædevarme og varmen i rattet, der starter automatisk efter det udvendige klima, og selv lukker ned efter bilens indendørs temperatur.
Det vanlige Toyota advarselssystem går desværre igen i Lexus. Vi klarer det som tidligere med en gang gul tape, der lukker effektivt ned for overvågningskameraet, og på den måde begrænser vi de ulykker, der alle er forårsaget af EU’s arbejdsliderlige folkevalgte, der skal blande sig i hvad som helst, men vi lader også blikket glide ned over listen af det ekstraudstyr, der er i bilen, og derfor kan det være vanskeligt, at pille alt det ekstra ud af bilen, for få et korrekt billede af standard UX300h.
Alligevel mener vi, at man bør lægge ud med standardmodellen. Teknisk er det samme bil, og når vi beder læseren om at træde varsomt, er det fordi det meget hurtigt kan blive rigtig kostbart at sætte krydser ved mere udstyr til denne UX’er, som ellers henter bunkevis af point på tårnhøj komfort og fornuftige køreegenskaber, der kræver en hel del provokation, før vi kan konstatere lidt understyring, der er typisk for en forhjulstrækker.
Lexus UX300h

Lexus UX300h er særdeles økonomisk. Vi kører plus 20 kilometer på en liter, og vi kører rigtig meget på el under bykørsel.
Pris fra: 399.500 kr
Pris for testbil: 499.500 kr
Motor: 2,0-liter 4-cyl
aut type CVT
152 HK v. 6000 o/m
206 Nm v. 4400 o/m
Samlet effekt: 199 HK – 206 Nm
0-100 km/t: 8,1 sek
Tophastighed: 177 km/t
Forbrug: 21,3 km/l
Kørevægt: 1495 kg
Totalvægt: 2110 kg
Trailer: 750/750 kg
CO2: 113 g/km